- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Rejsende kan nu selv ændre billetterne online

Bookinger via online-rejsebureauer har hidtil været begrænset af, at det ikke var muligt selv at ændre billetterne. Nu har GDS-selskabet Amadeus udviklet en løsning, der giver mulighed for dette.

Selvbooking er blevet et hit hos såvel forretningsrejsende som fritidsrejsende. Forskellen på de to kundesegmenter er dog, at forretningsrejsende oftere har brug for at ændre billetten efter at en booking er foretaget.

Derfor har der været en række begrænsninger ved brug af online-rejsebureauer, da det ofte kan være en dyr og tidskrævende løsning at skulle lave billetten om.

Det råder GDS-selskabet Amadeus nu bod på ved at lancere produktet Amadeus Ticket Changer (ATC) Shopper i det skandinaviske marked. Det nye værktøj giver den rejsende mulighed for at ombooke hele eller dele af rejsen, hvis online-rejsebureauet har tilkøbt produktet hos Amadeus.

I dag ligger hovedkilden til øget indtjening i rejsebureauerne i et effektivt workflow. Derfor er ATC Shopper et nyttigt produkt, der vil kunne mindske arbejdsbelastningen i rejsebureauerne, således at der blive frigjort ressourcer til at give bedre kundebetjening samt skabe nye forretningsmuligheder.

Ingen skandinaviske kunder
Indtil videre er ATC Shopper det eneste selvbetjeningsværktøj for ombooking af flyrejser via online-rejsebureauer, hvorfor Amadeus ser frem til at høste gevinsten af den first-mover fordel, som GDS-selskabet har skabt.

“Rejsebranchen har længe arbejdet med selvbetjeningsprocesser, men når det gælder ændringer af flyrejser har der indtil nu ikke været en sådan mulighed for rejsende, der har booket deres billetter online via et rejsebureau. Vi er derfor utroligt stolte af at kunne tilbyde ATC Shopper, der er det første service af sin art på markedet. Det er en smidig løsning, der gør hverdagen nemmere for vores kunder, deres ansatte og de mange rejsende, der arbejder med vores systemer hver dag,“ siger Jesper Söderström, der er administrerende direktør hos Amadeus Scandinavia.

Amadeus gør meget ud af at forklare, at ATC Shopper løsningen nu er blevet tilgængelig på det skandinaviske marked. CHECK-IN.dk spurgte Amadeus, hos hvilke online-rejsebureauer det var muligt at benytte sig af den nye løsning.

“I dag har ingen skandinaviske kunder fået implementeret ATC Shopper. Det skyldes, at vi netop har lanceret produktet, og det kræver udvikling fra rejsebureauerne side at få produktet implementeret,“ siger Åsa Brögger, der er kommunikationschef i Amadeus Scandinavia til CHECK-IN.dk.

Hos Amadeus i Skandinavien forventer man, at de fleste online-rejsebureauer har interesse i det nye produkt, da det kan medvirke til at nedbringe omkostningerne samtidig med, at de rejsende bliver mere tilfredse.