- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Her rejser danskerne hen

Tre aktører i rejsebranchen har opgjort hvor danskerne rejste hen og rejser hen - og kom frem til nogenlunde samme resultat.

Flere aktører i rejse- og luftfartsbranchen har været i gang med at se på hvor danskerne rejste hen i årets første fem måneder og hvor de planlægger at rejse hen på sommerferie.

Når vinterkulden begynder at trænge ind i de danske stuer og temperaturen daler mod frysepunktet, kan det være rart at drømme sig væk til en solrig destination langt væk fra hjemlige himmelstrøg. En opgørelse fra det hollandske flyselskab KLM’s danske hjemmeside i perioden primo januar til ultimo maj bekræfter da også, at danskerne søger på solrige og eksotiske destinationer i den mørke vintertid, heriblandt topper Thailand stadig listen over favorit-rejsemål, men destinationer som New York, Los Angeles og Nice bliver også booket på livet løs i vinterperioden.

KLM er sjovt nok også kommet frem til, at Amsterdam er blandt de mest populære destinationer for danskerne, når forårsvarmen endnu ikke er nået til Danmark. Udover Amsterdam, hvor KLMs trafikknudepunkt ligger, så topper de solrige og gastronomiske trækplastre Malaga, Barcelona, Bordeaux og Nice listen over de mest populære byer i Europa. Men samlet booker danskerne hos KLM mest rejser til Amsterdam, hvorfra de enten kan blive og opleve det hollandske byliv eller rejse videre ud i verden via KLM´s omfattende netværk.

”Selvom danskerne har stor appetit på europæiske og amerikanske storbyer, så viser tallene over både søgninger og bookninger, at de mere eksotiske destinationer som eksempelvis Accra, Nairobi og Lima også appelerer til danskerne. Det er glædeligt og spændende at Cartagena, som vi for nyligt introducerede, også er inde på radaren danskerne. De har med andre ord eventyrlysten i behold og vælger ikke kun de kendte destinationer, når de får rejsefeber og drømmer sig ud i verden,” siger Paul Terstegge, der er nordisk chef for Air France-KLM.

Sommerregnen står ned i stænger
Mens KLM har set tilbage på danskernes rejsevaner, så har rejsesøgemaskinen Momondo set på hvor mange af os i disse dage drager hen, mens sommerregnen står ned i stænger over det danske land. Momondo har således for femte år i træk udarbejdet en analyse af de mest søgte sommerferiedestinationer. Spanske destinationer som Malaga og Palma de Mallorca topper for andet år i træk listen over danskernes foretrukne sommerferiedestinationer. Nye destinationer i år er eksotiske Bali, den kroatiske perle Split og den græske hovedstad Athen.

“Vi oplever igen i år en stor interesse for klassiske sommerferiedestinationer, som Malaga, Mallorca og Bangkok. Her er der solgaranti og et bredt udvalg af ferietilbud til danske turister i stort set alle aldre,” siger Lasse Skole Hansen, der er momondos danske presseansvarlige.

Derudover er de sydeuropæiske destinationer Athen og Split nye i top 20, og det giver god mening, vurderer Lasse Skole Hansen.

“Split ved den kroatiske adriaterhavskyst byder på smukke sandstrande, middelhavsstemning og kultur, mens Athen som storbydestination er et skønt mix af antikke seværdigheder og moderne byliv – og porten til det græske øhav.”

Blandt danskernes sommerferiedestinationer er også storbyfavoritter som Rom, Milano og Barcelona, mens Paris er røget ud af top 20 i forhold til sidste år.

“Sydeuropæiske storbyer ligger altid højt på listen, ligesom New York og Los Angeles trækker danske turister over Atlanten. Desuden er det interessant, at Bangkok, som i mange år har haft de facto monopol på danske turister i Asien, bliver udfordret af Bali, som også er listens højdespringer,” siger Lasse Skole Hansen.

Helt ud af listerne
Endelig så har charterarrangøren Spies set på hvor danskerne foretrækker at tage på charterferie. Ikke overraskende, så er Middelhavsøen Mallorca fortsat danskernes foretrukne charterrejsemål. Til gengæld vender vi ryggen til det uroplagede Tyrkiet. I de seneste fem år har Tyrkiet været i ”Top 3” over de mest populære rejsemål, men i denne sommer ryger de helt ud af listerne – fortrængt af Grækenland.

”I Danmark har vi rebet de tyrkiske sejl og udbyder i denne sommer 30 procent færre rejser dertil end i fjor. Gennem de seneste 10 år har Tyrkiet slået sig op på en høj hotelstandard – også når det gælder All Inclusive – til en god pris. Antallet af solgte rejser til Grækenland med Kreta og Rhodos som de store magneter er steget med 19 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Til de små græske øer er efterspørgslen endnu større med en stigning er på hele 35 procent,” siger kommunikationschef i Spies, Torben Andersen.

Turiststrømmen fra Danmark til Tyrkiet faldt drastisk fra 2015 til 2016. Det har været med til at vende op og ned på danskernes lyst til at rejse forholdsvis langt efter et stabilt rejsemål. Gran Canaria, en ellers typisk vinterdestination, er også nu et af de mest populære rejsemål om sommeren.

De tre mest populære charterrejsemål hos Spies’ kunder er i sommersæsonen fra april til september således Mallorca, Kreta og Gran Canaria. I vintersæsonen er Gran Canaria mest populær forfulgt af naboøen Tenerife og Phuket i Thailand.

 

 

Relaterede artikler:

Chartergæster vender Tyrkiet ryggen

Vil flyve nonstop fra Europa til Bali

Mallorca stadig nummer et hos danskerne

Danskerne vil til Mallorca

Her er de mest populære storbyferiemål