- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Rekordår i Billund trods chartertilbagegang

Tilbagegang i chartertrafikken var ikke nok til at forhindre Billund Lufthavn i at få sit bedste år nogensinde.

Ikke siden Billund Lufthavn blev etableret i 1964 har så mange passagerer rejst gennem lufthavnen i midten af Jylland som det var tilfældet i 2013. 2.829.507 rejsende valgte at benytte lufthavnen sidste år. Det er en fremgang på 3,5 procent i forhold til året før og en fremgang i faktiske tal på knap 95.000 passagerer.

Fremgangen kunne dog have været større, hvis ikke det var for en tilbagegang i antallet af charterrejsende. Chartertrafikken fra Billund Lufthavn faldt med 3,3 procent. Det betød, at 958.391 chartergæster benyttede lufthavnen i 2013. Det er en række faktorer, inklusive lærerkonflikten, den varme sommer samt specielt situationen i Egypten, der har været med til at trække antallet af charterrejsende i negativ retning.

”Det er naturligvis uheldigt, at antallet af chartergæster faldt i 2013 på trods af, at antallet af charterdestinationer fra Billund Lufthavn aldrig har været højere. 2013 bød på mange udfordringer for charterbureauerne, og det er vores håb, at 2014 vil byde på bedre betingelser for branchen,” siger Kjeld Zacho Jørgensen, direktør for Billund Lufthavn.

Betydelig vækst
Til gengæld er udenrigsrutetrafikken steget med5,7 procent svarende til 93.030 passagerer. I 2013 benyttede 1.735.762 passagerer udenrigsruterne fra Billund Lufthavn, hvilket er det største antal nogensinde. Samtidig oplever stort set alle ruteflyselskaber betydelig vækst på deres aktiviteter fra Billund Lufthavn.

”Det er glædeligt, at trafikken både er i vækst til netværksselskabernes internationale hubs, samtidig med at der er en betydelig stigning i trafikken til destinationer betjent af regionale- og lavprisflyselskaber fra Billund Lufthavn,” understreger Kjeld Zacho Jørgensen.

Ubetjent i tre måneder
Væksten på udenrigsruterne indikerer også, at trafikken efterhånden er normaliseret igen efter Cimber Sterlings konkurs i 2012. Samme tendens er også gældende på indenrigsruten til København. I 2013 benyttede 118.902 passagerer ruten, hvilket svarer til en imponerede vækst på 40,6 procent. Den fremgang skal dog ses i lyset af at ruten stod ubetjent hen i over tre måneder sidste år efter Cimber Sterlings konkurs den 3. maj og frem til SAS’ indtog på ruten den 13. august.

Hvis lufthavnen kan få vendt tilbagegangen på chartertrafikken og præstere en vækst på over seks procent i 2014, så kan det blive året, hvor lufthavnen både runder tre mio. passagerer og fejrer sit 50-års jubilæum.