- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Rekordår for Primera Air

Primera Air, der er baseret i Danmark og Letland, ser frem til 2018 efter et rekordår i 2017 og anerkendelse som et af de førende lavprisflyselskaber

2017 var et rekordår for Primera Air. Antallet af passagerer rundede millionen med i alt 1.017.657 passagerer. Det er sket med en konstant udnyttelsesgrad på 85 procent.

I sammenligning med 2016 er omsætningen steget med 13,7 procent. Det er opnået takket være et styrket direkte salg via selskabets hjemmeside, som er vokset med 125,8 procent.

“Det er meget opmuntrende at træde ind i det nye år med rekordresultater på så mange områder, især når 2018 forventes at blive afgørende med hensyn til udviklingen fra at være et etableret europæisk foretagende til at blive et transatlantisk flyselskab”, siger Andri Már Ingólfsson, præsident og ejer af Primera Air.

Hjemmesiden Anna.aero har for nylig i en analyse bedømt Primera Air til at være nummer seks globalt set og nummer tre blandt Europas lavpris-langdistanceflyselskaber målt på antallet af ugentlige afgange.

På rette vej
“At være blandt de førende i det omskiftelige marked for langruter og transatlantiske flyvninger er en enorm præstation. Ikke desto mindre er det en påmindelse om, at vi er på vej i den rigtige retning, og vi fortsætter vores bestræbelser på at bringe lave priser til både europæiske og transatlantiske flymarkeder”, siger Andri Már Ingólfsson.

Som tidligere nævnt åbner Primera Air nye baser i Birmingham (BHX), London Stansted (STN) og Paris Charles de Gaulle (CDG) for at starte flyvninger til New York, Boston og Toronto i april samt med nye ruter fra Storbritannien til Málaga, Palma de Mallorca, Alicante, Barcelona og Chania. De kommende to år vil flyselskabet Air øge tilstedeværelsen på de eksisterende baser og åbne nye transatlantiske ruter og baser, med de 20 nye Boeing MAX9-ER, som er bestilt.

Primera Air er et flyselskab med ruteflyvninger til mere end 70 destinationer i Europa. Selskabet er baseret i Danmark og Letland og er en del af Primera Travel Group, som omfatter rejsebureauer i Sverige, Danmark, Norge, Finland, Island og Estland.

Relaterede artikler:

Primera Air har øje på flere destinationer i Nordamerika

Primera Air bestiller flere Boeing 737 MAX

To flyselskaber vil udfordre Primeras USA-planer