- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Rekordsalg hos charterarrangører

Rejsearrangørerne Spies og Star Tour melder om rekordsalg i øjeblikket. Spies har i den seneste uge solgt rejser for over 55 millioner kroner, mens konkurrenten Star Tour melder om den bedste salgsuge i ikke mindre end 13 år.

Den tidlige og kolde vinter har for alvor sat gang i danskernes rejselyst. Det kan direkte aflæses i salgstallene hos de store charterarrangører, der melder om rekordsalg i året første uger.

I årets første uge solgte Star Tour så mange rejser, at ugen blev den bedste “uge 1“i 13 år. Det var især vinterrejser med afrejse i februar og marts, der vakte interesse, ligesom Star Tour også fik solgt mange familierejser ind til sommerprogrammet.

“Forklaringen er ikke til at overse, bare kig ud ad vinduet. Mange danskere har det sådan, at nu kan det være nok. Januar er jo en kedelig måned, for nu er jul og nytår overstået, og så må det bare godt blive forår i en fart. Folk forkorter enten vinteren ved at rejse nu, eller glæde sig til den rejse, de har købt til sommer,“ forklarer Stig Elling, der er salgsdirektør i Star Tour.

Hos Star Tour var Egypten, Thailand og Kanarieøerne topscorerne i det heftige salg af vinterrejser, mensMallorca, Tyrkiet og Egyptenindtil videre er mest efterspurgte i sommerprogrammet.

Også hos Spies, der er Danmarks største charterarrangør, melder man om etrekordstort salg. Spies, har i den seneste uge solgt rejser til en samlet pris af 55,3 mill. kr. – svarende til 320.000 kr. i timen døgnet rundt. Det er en meromsætning på 30 pct. i forhold til samme uge sidste år.

Hos Spies er det sommerrejser, der udgør 70 procent af de mest efterspurgte rejser lige nu. Især destinationerne Mallorca,Tyrkiet, Cypern, Rhodos og Kreta hitter hos kunderne.

“Rigtig mange har brugt de snefyldte dage omkring jul og nytår til at drømme om sol og varme. Men det er ikke kun blevet ved drømmene – internettet har været flittig brugt, og ca. 60 pct. af de solgte rejser blev booket via nettet,“ fortæller direktør i Spies, Jan Vendelbo.

Foto: Charterarrangørerne kan melde om rekordstort salg af rejser i årets første uger.