- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Rekordvækst i jyske lufthavne

De jyske lufthavne vokser i rekordtempo. Det viser passagertallene fra juni måned, hvor de tre største jyske lufthavne har haft vækst på op imod 20 %. Væksten er størst i Aalborg Lufthavn tæt forfulgt af Århus og Billund.

Juni måned blev endnu enrekordmåned i Aalborg Lufthavn. Næsten 132.000 passagerer rejste fra den nordjyske lufthavn i Aalborg, der hermed kunne registrere sin bedste måned i lufthavnens historie.

I runde tal var det 100.000 indenrigspassagerer samt 16.000 passagerer på henholdsvis charter- og udenrigstrafikken, der skabte det flotte månedsresultat. Væksten i udenrigstrafikken var alene på 71 % i juni måned.

”Vores tal for de seneste 6 måneder viser en markant stærkere vækst i trafikken på Aalborg Lufthavn end i de nærmest beliggende jyske lufthavne. Naturligvis har vi grund til at antage, at det høje antal forbindelser til og fra navnlig København, kombineret med den længere afstand end fra eksempelvis Aarhus Lufthavn, der gør toget til et ringere alternativ, spiller en rolle. Generelt fornemmer vi også stor tilfredshed med faciliteter og serviceniveau i Aalborg Lufthavn, hvilket kan være en medvirkende faktor,” vurderer Senior Vice President, Thomas Lundberg fra BCD Travel, der er et af verdens tre største erhvervsrejsebureauer. BCD Travels mange kunder i Jylland serviceres fra afdelinger i Viby ved Århus samt fra Aalborg Lufthavn.

Men også i Aarhus Lufthavn er der glæde at spore over juni-tallene. Der var fremgang i alle tre kundesegmenter. Størst var fremgangen på indenrigsruten til København, der voksede med 27 % til omkring 31.000 passagerer. Chartertrafikken voksede med lidt mere end 26 %, mens udenrigstrafikken voksede med mere beskedne 5,9 %. Totalt rejste 57.479 passagerer gennem den østjyske lufthavn i juni måned.

“Udviklingen i indenrigsflyvningen skal givetvis tilskrives den priskonkurrence der den seneste tid har hersket på området – en priskonkurrence der gør at flyvningen ikke kun er det bedste valg ud fra en tidsmæssig betragtning, men nu også ofte prismæssigt, når der sammenlignes med alternative transportformer,“ udtaler lufthavnsdirektør Ole Paaske fra Aarhus Lufthavn.

I Billund Lufthavn har man i juni måned fået ny direktør. I den første månedsrapport fra Kjeld Zacho Jørgensens hånd kunne man læse om en fremgang på 16,7 % i passagertallet i forhold til samme måned året før. I alt 255.000 passagerer rejste gennem Billund Lufthavn i juni måned, hvilket er omkring 35.000 flere end året før. Udenrigstrafikken tegner sig for en vækst på mere end 26.000 passagerer svarende til 23,7 %. Også indenrigstrafikken voksede voldsomt med ikke mindre end 43,6 %, men dog på relativt små tal. Næsten 15.000 indenrigspassager rejste fra eller til Billund Lufthavn mod lidt mere end 10.000 i juni måned 2009.

Dermed har de jyske lufthavne indhentet en del af de mange passagerer, der blev tabt i 2009.

Men magtbalancen er ved at ændre sig. Aalborg Lufthavn har i dagen passagertrafik, der svarer til knapt 52 % af passagertallet i Billund Lufthavn. For to år siden udgjorde Aalborg Lufthavns trafik knapt 40 % af trafikken hos konkurrenten i syd, hvorfor den nordjyske lufthavn har haft den største nettovækst.