Turkish Airlines blev med en historisk stor ordre på Airbus’ A350-fly den største operatør af Rolls-Royces Trent XWB. Nu har motorproducenten indgået et partnerskab med Turkish Technic.
Snart bliver det en del nemmere for Turkish Airlines at få serviceret sin flåde. Rolls-Royce er nemlig gået sammen med Turkish Technic, som leverer MRO (maintenance, repair and overhaul, red.), om at etablere et topmoderne vedligeholdelsescenter i Istanbul Lufthavn.
Rolls-Royce skriver i en pressemeddelelse, at det for Turkish Technics vedkommende betyder, at man får en forlomme i branchen for vedligehold af flymotorer, samtidig med at det for Rolls-Royce betyder, at man udvider sin tilstedeværelse på MRO-markedet og svarer på en stigende efterspørgsel efter store motorer i den civile luftfart.
Hvis alt går efter planen, kommer det nye vedligeholdelsescenter til at stå klar til drift i slutningen af 2027. Centret gør Turkish Technic i stand til at udføre gennemgribende vedligehold af Rolls-Royce-motorerne Trent XWB-97, Trent XWB-84 og Trent 7000, som leverer drivkraft til de store Airbus A350 og Airbus A330neo-fly.
Kan servicere 200 fly årligt
Rolls-Royce oplyser, at det nye vedligeholdelsescenter bliver et af de største i regionen. Det bliver i stand til at vedligeholde 200 fly årligt, og ud over Turkish Airlines’ flåde kommer man også til at servicere tredjepartskunder i Rolls-Royce TotalCare.
”Vi udvider vores MRO-kapacitet meget frem mod 2030, og dagens udmelding markerer en vigtig milepæl på den rejse. Turkish Technic bliver en del af vores globale netværk af dygtige, fleksible og robuste MRO-leverandører, som kan støtte vores TotalCare-kunder i hele verden,” fortæller Rob Watson, direktør for Civil Aerospace, Rolls-Royce.
Han tilføjer:
”Det styrker også vores partnerskab med Turkish Airlines, hvis flåde af Airbus A350’ere vil blive understøttet af vedligeholdelsescentret. Det viser også vores tillid til, at Turkish Technic kan nå deres mål om at blive en MRO-leverandør i verdensklasse.”
Kan møde branchens krav
Hos Turkish Technic glæder man sig over de nye muskler, som det nye vedligeholdelsescenter kommer til at give virksomheden.
”Rolls-Royces ekspertise er afgørende for at styrke vores drift. Udvidelsen af vores faciliteter gør os i stand til at udføre gennemgribende vedligehold på en bred vifte af Trent-motorer. Det gør os i stand til at møde de behov, som branchen har,” udtaler Ahmet Bolat, som er bestyrelsesformand i Turkish Technic.
Rolls-Royce påpeger i øvrigt, at Turkish Airlines i 2023 lagde en historisk ordre på Airbus A350’ere, som gør flyselskabet til den største operatør af fly med Rolls-Royces Trent XWB. Ordren har sikret Rolls-Royce en bestilling på 120 Trent XWB-84-motorer og 40 Trent XWB-97-motorer.
Relaterede artikler:
Brint- og elfly kan tegne sig for 68 procent i Europa