- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Russere har overtaget punktlighedstoppen

Tre russiske flyselskaber har distanceret en række af verdens største og mest anerkendte flyselskaber i disciplinen om at være mest rettidig. Det viser marts-tallene fra FlightStats.

Der er vendt op og ned på al logik i international luftfart. Tidligere var hæderkronede flyselskaber som SAS og Lufthansa nogle af de mest præcise i verden, men indenfor det seneste års tid har russiske flyselskaber bevæget sig mod toppen af punktlighedsskalaen.

Det dokumenteres bedre end andet ved at nærlæse de netop offentliggjorte punktlighedstal fra FlightStats fra marts måned. Her topper det russiske Oneworld-selskab S7 Airlines den globale liste foran 47 globale flyselskaber. Med en punktlighed på 95,26 procent har S7 lagt sig i spidsen med Aeroflot på andenpladsen. Det russiske SkyTeam-selskab nåede i marts en rettidighed på 94,39 procent.

SAS og Lufthansa kommer ind på henholdsvis en 10. og 11. plads, men her er det også værd at nævne, at de to selskaber i marts sporadisk har været ramt af strejker, hvilket kan have påvirket rettidigheden. Hos SAS var 86,73 procent af alle ankomster rettidige, mens Lufthansa fulgte lige efter med 86,60 procent.

Bundproppen på den globale liste var ikke overraskende Pakistan International Airlines (PIA) med blot 48,28 procent af samtlige flyvninger, der ankom til tiden. Den gennemsnitlige forsinkelse hos PIA´s 3.153 målte flyvninger var på 70 minutter.

Også russisk dominans hos regionale flyselskaber
FlightStats har udover den globale liste også regionale lister. Her fører russerne sig også frem.

På den regionale liste over større flyselskaber i Europa har Finnair sneget sig ind på en tredjeplads. Det finske flyselskab har tilsyneladende ladet sig inspirere af de russiske naboer, idet man nåede en punktlighed på 94,34 procent.

Endelig er der også russisk tilstedeværelse på listen over de 27 regionale flyselskaber i Europa, der deltager i FlightStats-målingerne. Det er Rossiya Airlines, der med en imponerende punktlighed på 97,13 procent topper listen.

Samtlige målinger er baseret på ankomst ved gate eller fjernparkering (on block, red.) senest 15 minutter efter tidtabellen for at flyvningen kan være rettidig.