- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Russisk fly ind på Billund-rute

Det russiske Sukhoi Superjet SSJ100-fly bliver fast gæst i Billund Lufthavn i august.

I godt to uger får rejsende med Finnair mellem Billund og Helsinki mulighed for at flyve med en af de nyeste flytyper i verden, som kun opereres af ét europæisk flyselskab.

Det sker når irske CityJet fra 15. til 31. august betjener Finnair-ruten med selskabets nye russiske Sukhoi Superjet SSJ-100, som CityJet indtil videre er eneste europæiske bruger af. Selskabet fik de første to fly leveret i maj og har købt 15 eksemplarer med en option på yderligere 16 fly. Hidtil er det kun flyselskaber i Rusland, Armenien, Indonesien, Laos og Mexico, der har taget levering af Superjet SSJ100 fra den russiske flyproducent Sukhoi.

Finsktalende kabinepersonale
Det er pilotmangel hos Finnairs underleverandør Norra, der tvinger selskabet til at hyre CityJet ind til at betjene tre ruter i sidste halvdel af august. Foruden Billund-ruten, så er det ruterne fra Helsinki til Warszawa og Genève, som CityJet skal beflyve med SSJ00-flyene, som har plads til 98 passagerer. Normalt bruger Norra Embraer E190-fly på ruten mellem Helsinki og Billund, som Finnair åbnede i april i år.

Der er tale om en såkaldt “damp-lease” aftale, hvor CityJet stiller fly og piloter til rådighed, mens Finnair bidrager med finsktalende kabinepersonale.

Assistance fra Jet Time
Finnair har henover sommeren også rekvireret assistance fra blandt andre danske Jet Time, tyske airberlin og portugisiske Hi Fly til at betjene ruter, som selskabet selv har haft svært ved at skaffe personale til. Således flyver Jet Time i øjeblikket med Boeing 737-700 på Finnair-ruter til Krakow, Prag og Venedig. Det skal selskabet gøre frem til 10. august. Opgaven løses med to fly på det finske AOC, som Jet Time fik for et par år siden for at kunne flyve charterflyvninger mellem Finnair og Tyrkiet.

CityJet er ikke nogen ukendt gæst i Billund Lufthavn. Selskabet opererer nemlig otte CRJ900-fly for SAS på en lang række ruter, inklusiv ruter fra Stockholm Arlanda og Oslo Gardermoen til Billund.

 

Relaterede artikler:

CityJet modtager første russiske fly

Jet Time skal flyve for Finnair

CityJet skal flyve SAS-ruter fra Billund