- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Russiske Tupolev vil lave supersonisk fly

Den russiske flyproducent Tupolev har igangsat et projekt med at udvikle en ny supersonisk businessjet, der skal kunne medtage op til 30 passagerer.

Alt imens COVID-19-pandemien stadig sætter sit tydelige præg på lufthavne, flyselskaber og flyproducenter verden over, så er der også optimisme og ambitiøse tanker visse steder i luftfartsbranchen.

I Rusland har flyproducenten Tupolev således afsløret i sin årsrapport, at den er i gang med at udvikle på et helt nyt projekt, der skal resultere i en supersonisk passagerjet á la den hedengangne Concorde og Tupolevs tidligere Tu-144. Det skriver Russian Aviation.

Projektet kaldes Supersonic Business Jet (SBJ), og rækkevidden vil på sigt blive helt op til 8.000 kilometer.

“SBJ er udviklet med henblik på hurtig passagerrejse med en supersonisk hastighed op til Mach 2 og en afstand op til 8.000 kilometer – primært henvendt til forretningsledere, højtstående embedsmænd og alle, der ser tiden som den absolutte prioritet,” skriver Tupolev i rapporten.

Det supersoniske fly vil kunne flyve op til cirka 2.000 kilometer i timen i 11 kilometers højde, startvægten vil være cirka 70 ton og antallet af sæder vil være cirka 30.

Kontrakt på foreløbig 70 millioner kroner
Hastigheder mellem Mach 1 og Mach 5 anses for at være supersoniske. Til sammenligning flyver en Airbus A350 med en maksimal hastighed på 0.89 Mach, hvilket er 945 kilometer i timen i 12.190 meters højde.

Beskrivelse og kravspecifikation til et demofly vil blive udviklet i perioden fra 2020 til 2022, oplyser Tupolev. Et konceptuelt og detaljeret design af flyet er planlagt til at ske fra 2022 til 2026. Tupolev indgik den 3. juni 2020 en kontrakt med det russiske industri- og handelsministerium, og dermed er projektet altså formelt iværksat.

Værdien af kontrakten er 213 millioner rubler i 2020, eller hvad der svarer til 20,4 millioner kroner. For 2021 er kontraktværdien på 504,7 millioner rubler, svarende til 48,4 millioner kroner. Det vurderes, at en liste over flere kritiske teknologier som støjreduktion og forbedring af brændstofeffektivitet vil blive forberedt frem til den 15. december 2021.

Undervejs vil omkostningerne til forsknings- og udviklingsarbejdet, produktionen og driften af det supersoniske fly blive vurderet, ligesom markedsudsigterne for flyet løbende bliver revideret.

Indledningsvis vil Tupolev formentlig udvikle det supersoniske fly med begrænset sædekapacitet og med hastigheder på mellem Mach 1.6 og Mach 1.8. Dernæst vil udviklingen fokusere på fly med plads til mindst 30 passagerer og hastigheder op til Mach 2.

Tidligere supersonisk fly fra Tupolev
Tupolev har tidligere fremstillet supersoniske fly. Modellen Tu-144 var verdens første kommercielle supersoniske passagerfly. Det havde sin premiereflyvning den 31. december 1968 – tre måneder før den britisk-franske Concorde.

Tu-144 havde plads til 140 passagerer og fløj med en hastighed på op til Mach 1.8. Det blev introduceret på markedet den 26. december 1975 hos Aeroflot, men passagerflyvninger blev allerede tre år senere opgivet efter to ulykker med flyet. Der blev i alt produceret 16 eksemplarer af det supersoniske fly.

 

Relaterede artikler:

Tæt kapløb om fremtidens supersoniske fly

To testflyvninger med supersoniske fly i 2017

Første flyvning for nyt russisk superfly