- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair: Alligevel ingen Atlant-planer

I løbet af kun tre dage er Ryanair vendt på en tallerken i forhold til at ville starte transatlantiske flyvninger.

Mandag i sidste uge gik Ryanair ud med budskabet om, at selskabets bestyrelse havde vedtaget en ny strategiplan for den fremtidige udvikling af selskabet. Den plan indebar opstart af flyvninger mellem Europa og USA inden for 4-5 år. Der skulle flyves mellem en række europæiske storbyer og 12-14 amerikanske destinationer, og priserne skulle starte på omkring 100 kroner.

Torsdag meddelte Ryanair så i en kort fondsbørsmeddelelse, at man alligevel ikke havde planer om at starte langdistanceflyvninger over Atlanterhavet.

”I lyset af den seneste tids mediedækning vil bestyrelsen i Ryanair Holdings præcisere, at den ikke har overvejet eller godkendt noget som helst transatlantisk projekt og agter heller ikke at gøre det,” skrev selskabet.

Taler med flyproducenter
Den udmelding, som ikke blev uddybet, står i skærende kontrast til den udtalelse, som en Ryanair-talsmand mandag kom med til Financial Times:

”Bestyrelsen i Ryanair har godkendt en plan for fremtidig vækst inklusiv transatlantisk trafik. Vi taler med flyproducenterne om langdistancefly, men vi kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt,” sagde talsmanden.

Ifølge marketingdirektør Kenny Jacobs, så havde man en plan klar.

”Vi har set hvad andre har gjort. Vi har lyttet og observeret hvad der er sket de sidste 12 måneder, og nu har vi en bedre ide om, hvordan vi kunne tænke os at lancere det og markedsføre det. Og hvordan produktet skulle se ud,” sagde Kenny Jacobs mandag til Financial Times.

Tre dage senere havde man så tilsyneladende alligevel ikke en plan for lancering af langdistanceflyvninger. Til gengæld havde man fået masser af gratis omtale i medier over hele Europa og USA.

Ryanair har historisk set været gode til at komme med opsigtsvækkende bemærkninger og lufte kontroversielle ideer, som så har skaffet selskabet en masse medieopmærksom. Mange af ideerne er dog aldrig blevet til noget. Det gælder blandt andet for ideen om at opkræve penge for at bruge toiletterne ombord på Ryanairs fly og ideen om kun at have én pilot i cockpittet.