- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair annoncerer nye CPH-ruter i dag

Ryanairs topchef Michael O'Leary har nye sommerruter fra CPH i 2017 med i tasken, når han i dag kommer til København.

Når Ryanairs topchef Michael O’Leary i dag møder den danske verdenspresse på et hotel i København, så er det ikke for at annoncere, at Ryanair har tegnet dansk overenskomst og genåbner sin base i Københavns Lufthavn.

Men det har noget med Københavns Lufthavn at gøre. O’Leary har nemlig nye CPH-ruter med i tasken. Det erfarer CHECK-IN.dk.

Lukningstruet base
Ryanair forventes at åbne 3-5 nye CPH-ruter i sommerprogrammet 2017. Og de to første ruter har selskabet allerede sat navne på. Den første er en rute mellem København og den italienske by Pescara, hvor Ryanair har valgt at beholde en ellers lukningstruet base efter at de italienske politikere sløjfede en planlagt ny passagerafgift. I midten af august meddelte Ryanair at Pescara ville komme med i selskabets palette af sommer 2017-destinationer fra CPH med to ugentlige flyvninger fra slutningen af marts næste år.

Den anden rute er til Grækenlands næststørste by, Thessaloniki. Den har Ryanair kun fortalt om i Grækenland, men det har ikke forhindret CHECK-IN.dk i at skrive om den nye rute, der fra skal betjenes to gange om ugen fra slutningen af marts.

Belfast og Berlin
Hvad O’Leary ellers har med i tasken når han kommer flyvende ind fra Dublin i selskabets lille Learjet-business jet med kaldesignalet ”Ryanair One” vil tiden vise. Men en rute til Belfast kunne være et godt bud. Her har selskabet nemlig fornylig annonceret etableringen af ti nye ruter i sommeren 2017 og kun sat navn på fem af dem indtil videre.

Et andet godt bud er Berlin, hvor Ryanair etablerede base i oktober sidste år med fire fly. Om en måned øges til ni basefly og det kan være, at noget af den ekstra kapacitet skal bruges til at tage kampen op mod SAS og det kriseramte tyske flyselskab airberlin på ruten mellem den danske og den tyske hovedstad.

Et tredje godt bud kunne være en rute til Ryanairs nyetablerede base i Prag, som er et yndet rejsemål for danskere på storbyferie og ikke mindst tørstige gymnasieelever.

10 pressemøder
Dagens pressemøde er kun det andet Ryanair holder i Danmark i år. Sidste år holdt selskabet omkring 10 pressemøder for blandt andet at forklare og forsvare sig i striden med den danske LO-fagbevægelse omkring indgåelse af overenskomst for personalet på den base i Københavns Lufthavn, som Ryanair nåede at have i knap fire måneder.

 

 

Relaterede artikler:

Ny Ryanair-rute fra København til Grækenland

Ryanair åbner ny CPH-rute til Italien

Ryanair-vækst får Københavns Lufthavn til at opjustere

Flere Ryanair-ruter i vente

Ryanair: Dårlig omtale sælger flere billetter