- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ryanair vil overtage LaudaMotion

Ryanair meddeler, at det i første omgang køber en andel på 24,9 procent af det østrigske lavprisflyselskab LaudaMotion, men ejerandelen skal hurtigt øges til 75 procent.

Niki Lauda og det irske lavprisflyselskab Ryanair har netop offentliggjort et nyt og ambitiøst partnerskab.

De to parter har indgået en bindende aftale, og planen er, at Ryanair skal være med til at udvikle og vokse LaudaMotion, som er navnet på det østrigske flyselskab, og som er ejet af Niki Lauda.

I første ombæring køber Ryanair 24,9 procent af LaudaMotion, men ejerandelene vil hurtigst muligt stige til 75 procent, såfremt der kommer en ønsket konkurrencegodkendelse fra EU.

Hvis Ryanair bliver godkendt til at overtage 75 procent af LaudaMotion, vil den samlede investering fra det irske lavprisflyselskab blive på cirka 50 millioner euro – svarende til 370 millioner danske kroner. Herudover vil Ryanair tilføre yderligere 50 millioner euro i det første opstartsår for at dække blandt andet operationelle omkostninger.

Imod monopoler
Det Wien-baserede LaudaMotion får Niki Lauda som bestyrelsesformand, og han vil holde nøje øje med implementeringen af sin strategi. Han ønsker et stærkt østrigsk lavprisflyselskab.

”Jeg har altid været for konkurrence og mod monopoler. Derfor er jeg begejstret for dette samarbejde med Ryanair. LaudaMotion vil kunne etablere sig som en stærk konkurrent og hastigt vokse og være bæredygtig. Som en nyfødt aktør inden for luftfart ser jeg frem til at tilbyde vores passagerer en omfattende ruteportefølje til konkurrencedygtige flypriser,” siger Niki Lauda i en pressemeddelelse.

LaudaMotion har fået et østrigsk AOC (Air Operation Certificate), og flyselskabet vil inden for nær fremtid blandt andet påbegynde en række charteroperationer fra Tyskland, Østrig og Schweiz. Destinationerne er primært i lande omkring Middelhavet.

“Vi ser frem til samarbejdet med Niki Lauda for at udvikle hans vision for et succesfuldt østrigsk lavprisflyselskab til at servicere de planlagte flyvninger og charterturene. LaudaMotions AOC vil støtte en flåde af Airbus-fly, hvilket er noget, som vi i nogle år nu har set frem til at udvikle inden for Ryanair Group,” siger Michael O’Leary, Ryanairs koncernchef.

Vil vokse hurtigt
LaudaMotion overtog mange af aktiverne efter det konkursramte flyselskab NIKI, og man fik blandt andet en række Airbus A320-fly. Ryanair vil i opstarten yde økonomisk og ledelsesmæssigt støtte til det østrigske flyselskab, ligesom selskabet vil lease seks fly ud i den kommende sommer.

Den nuværende ledelse i LaudaMotion får assistance af både Niki Lauda og Ryanair. Det forventes, at LaudaMotion bliver rentabelt i det tredje år, forudsat at det lykkes at få mindst 30 Airbus-fly i flåden.

”LaudaMotion vil drage fordel af dette partnerskab mellem Niki Lauda og Ryanair. Med adgang til Ryanairs flåde og finansielle resourcer vil LaudaMotion nu kunne vokse hurtigere, da de ønsker at konkurrere i et marked, som er domineret af Lufthansas høje priser med schweziske og østrigske datterselskaber,” fortæller Michael O’Leary.

Det nye partnerskab betyder nye arbejdspladser i flere af LaudaMotions aktiviteter, og den øgede konkurrence giver lavpris-kunderne flere muligheder og billigere flybilletter.

Langvarig Ryanair-interesse
Da NIKI gik konkurs den 13. december sidste år, meldte Ryanair sig på banen som interesseret. Det irske selskab bakkede dog ud, da NIKI var datterselskab af konkursramte airberlin og havde sin primære omsætning på det tyske marked.

Ryanair fik imidlertid fornyet interesse, da NIKIs konkursbehandling skiftede fra retten i Berlin til den østrigske Korneuburg-ret i Østrig. Lavprisflyselskabet tøvede sammen med TUIfly og Thomas Cook, og så endte NIKI i stedet på hænderne af den tidligere Formel 1-verdensmester Niki Lauda. Han overtog NIKI og har sidenhen oprettet flyselskabet LaudaMotion.

Og nu er Ryanair således atter tilbage på scenen og vil – hvis alt går efter planen – snart eje over halvdelen af LaudaMotion, der bliver Østrigs nye lavprisflyselskab.

 

Relaterede artikler:

Ryanair med fornyet interesse for NIKI

Lauda overtager NIKI for næsen af IAG

Kritik af Margrethe Vestager efter NIKI-konkurs

Laudamotion og Condor i nyt samarbejde

Østrigs Laudamotion modtager AOC