- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair-fly til Billund med motorproblemer

Et fly fra Ryanair med kurs mod Billund måtte i fredags kort efter starten fra Tenerife vende om igen med motorproblemer. Flyet cirklede i to timer over den spanske ferieø, før det kunne lande igen.

Fredag den 16. august havde et Ryanair-fly med registreringen EI-EMI netop påbegyndt opstigningen fra Tenerife Sur Reina Sofia-lufthavnen med kurs mod Billund. I en højde på 2.100 meter måtte flyet stoppe opstigningen, da piloterne rapporterede om motorproblemer.

Da Ryanairs fly af typen Boeing 737-800 ikke er i stand til at dumpe brændstof, måtte flyet cirkle i omkring to timer over den spanske ferieø i en højde på 1.200 meter, førend der var brugt så meget flybrændstof, at det var forsvarligt at returnere til Tenerife uden at flyet var over den anbefalede landingsvægt.

Flyet landede efterfølgende på Tenerife-lufthavnens bane 08 uden dramatik. Efter en gennemgang af flyet ved hjælp af lokale mekanikere, var det selvsamme fly klar til atter at sætte kursen mod Billund efter 70 minutter.

Det forlyder fra Aviation Herald, at passagererne ikke blev budt på forplejning, mens flyet cirklede i luften i to timer.

Få hændelser med Billund-fly
I andet forsøg gik den fem timer lange rejse til Billund Lufthavn uden problemer efter at Ryanair først havde skiftet besætning, idet arbejdstidsreglerne ellers ville have været overtrådt. Flyet med rutenummer FR1228 skulle oprindeligt have landet kl. 12.25 i Billund, men passagererne kunne først forlade flyet fire timer senere på grund af forsinkelsen fra Tenerife.

Ryanair har været under heftig beskydning i sidste uge, efter at britiske Channel4 bragte et kritisk program omkring flyselskabets sikkerhed. Hændelsen på Tenerife tyder dog på, at Ryanair ikke på noget tidspunkt ønsker at gå på kompromis med sikkerheden.

Fra Ryanair-basen i Billund Lufthavn er der i sommermånederne mere end 130 operationer om ugen fordelt på 21 ruter. Gennem de seneste fem år har i alt fem hændelser på Ryanair-fly til eller fra Billund kommet til offentlighedens kendskab. Det har været alt fra en bombetrussel, røg i kabinen, insektbid og en syg pilot til den seneste hændelse med motorproblemerne på Tenerife.