- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair lynåbner ny CPH-rute

Om bare 12 dage lukker Ryanair sin Warszawa-rute fra CPH og åbner en ny rute. Hvis Ryanair vælger Billund som destination, kan det være et forsøg på at slå hul i den varslede blokade i CPH.

Når Ryanair den 14. juli lukker sin rute mellem København og Warszawa Modlin-lufthavnen, så kommer det fly fra basen i København, som i dag flyver ruten hver aften, ikke til at blive arbejdsløs. Ryanair har nemlig i sinde at åbne en ny rute, som baseflyet skal flyve i stedet. Det bekræfter Ryanair overfor CHECK-IN.dk.

Det irske lavprisselskab vil ikke sige noget om hvor den nye rute kommer til at gå hen og om den åbner den 15. juli eller først nogle dage senere.

Tal fra Trafikstyrelsen for Ryanairs rute mellem København og Warszawa fra opstarten 26. marts frem til 30. maj viser, at Ryanair har haft god belægning på sine fly. Selskabet har altså ikke problemer med at sælge billetter på ruten.

Men onsdag, få timer efter Ryanairs nederlag i Arbejdsretten, besluttede Ryanair at lukke ruten med sidste flyvning den 14. juli. Det er derfor ikke utænkeligt at rutelukningen indgår i en plan for hvordan Ryanair kan omgå den blokade af selskabets operationer i Københavns Lufthavn, som Arbejdsretten onsdag gav fagbevægelsen grønt lys til at måtte gennemføre indtil Ryanair tegner danske overenskomster.

En blokade forventes nemlig at blive sat i værk den 18. juli. Altså kun tre dage efter at en ny rute kan være startet.

Frygter fyringer
Kilder i luftfartsbranchen spekulerer i, om den nye Ryanair-rute kunne komme til at gå til Billund.

Her agter fagbevægelsen nemlig ikke at blokere Ryanairs operationer med en sympatikonflikt. Det skyldes, at medlemmerne af 3F, HK og andre LO-fagforbund i Billund Lufthavn tidligere har tilkendegivet, at de ikke ønsker at være med i en blokade. Det irske lavprisselskab er nemlig så stor en aktør i Vestdanmarks største lufthavn, at medarbejderne frygter, at det vil betyde nedskæringer og fyringer, hvis Ryanair lukker sin base i Billund Lufthavn.

Hul i blokade
Hvis Ryanair vælger Billund som destination for den nye rute fra København, så kan det være et forsøg på at bryde et hul i fagbevægelsens blokade. Det vil kræve, at det fly selskabet i dag har baseret i Københavns Lufthavn, fremover får base i Billund Lufthavn. Herfra flyver det så tidligt om morgenen til København, tager de rotationer til London Luton, Milano Bergamo og London Luton igen som det skal, og vender tilbage til Billund Lufthavn om aftenen.

På den måde har flyet ikke længere base i København, men i Billund. Det kan meget vel være Ryanairs plan.

Nedlægge arbejdet i sympati
Sagen er blot den, at fagbevægelsen sandsynligvis godt kan blokere Ryanairs operationer i Københavns Lufthavn, selvom selskabet har nedlagt sin base i lufthavnen.

Man har nemlig planer om at varsle hovedkonflikt i både Billund og København. En hovedkonflikt er direkte mod en virksomhed på vegne af de ansatte i virksomheden. I halen på en hovedkonflikt hænger en sympatikonflikt, hvor andre faggrupper lovligt nedlægger arbejdet i sympati. Det kan være bagagemedarbejdere organiseret i 3F, check-in personale organiseret i HK eller security-medarbejdere organiseret i Serviceforbundet.

En hovedkonflikt i Billund Lufthavn kan sandsynligvis kobles sammen med en sympatikonflikt i Københavns Lufthavn. Gør fagbevægelsen det, så vil de stadig kunne blokere Ryanairs fly i Københavns Lufthavn, selvom selskabet ikke længere har base i lufthavnen og selvom flyene kommer flyvende ind fra baser andre steder i Europa eller fra Billund.