- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair må aflyse 250 flyvninger

Fredagens varslede strejke blandt kabinepersonalet i Spanien, Belgien, Holland, Portugal, Italien samt piloter og kabinepersonale i Tyskland, betyder at Ryanair må aflyse 150 afgange.

De mange punktstrejker mod Ryanair ser ud til at fortsætte. På forhånd var der fra fagforeningernes side varslet, at en strejke blandt kabinepersonalet i seks europæiske lande til afholdelse fredag den 28. september ville blive den største nogensinde.

Det er muligt, at omfanget at antal ansatte, der ikke møder op på jobbet på fredag, vil være stort, men det er alligevel lykkedes Ryanair at strikke et trafikprogram sammen, så strejkerne kun vil ramme omkring 250 flyafgange. Ved pilotstrejken den 10. august, hvor piloter i fem lande nedlagde arbejdet, måtte det irske lavprisflyselskab dengang aflyse 396 flyafgange.

Kabineansatte i Spanien, Belgien, Holland, Portugal, Italien samt piloter og kabinepersonale i Tyskland står bag fredagens strejker, som Ryanair hævder er orkestreret af ansatte i konkurrerende flyselskab. Således hævder Ryanair, at en Norwegian-ansat i Alicante er ophavsmand til den spanske strejke, mens en ansat fra TAP Portugal hævdes at stå bag den portugisiske kabinestrejke.

Det er tempoet i etableringen af lokale overenskomster, at de ansatte er utilfredse med, og det har også været baggrunden for mange af sommerens Ryanair-strejker.

Beskyldninger og trusler
Ryanair møder strejkerne med den velkendte konfrontative retorik og skjulte trusler, og derfor er det heller ikke overraskende, at det er de andre flyselskabers ansatte, der får skylden for at øge presset på Ryanair. 

I forhold til piloterne mener Ryanair også, at det er ansatte i konkurrerende selskaber, der forsøger at presse på for at sikre, at Ryanair-ansatte får bedre ansættelsesforhold. Ryanair hævder konkret, at det er fagforeninger domineret af Eurowings-piloter i Tyskland, KLM-piloter i Holland og Aer Lingus-piloter i Irland, der indirekte har været med til at skabe de mange trafikforstyrrelser.

“Disse gentagne unødvendige strejker er skadelige for Ryanairs forretning og vores kunders tillid på et tidspunkt, hvor oliepriserne stiger stærkt, og hvis de fortsætter, er det uundgåeligt, at vi igen skal se på vores kapacitetsvækst i vinter og sommeren 2019. Vi håber disse fagforeninger vil komme til fornuft og arbejde sammen med os for at afslutte aftaler til fordel for vores piloter og kabinepersonale i de kommende uger uden yderligere at forstyrre vores kunder eller vores flyvninger,” siger Ryanairs marketingdirektør Kenny Jacobs.

Kun to danske aflysninger
Fredagens strejke vil ramme 40.000 passagerer ud af samlet 450.000 den pågældende dag, og selskabet oplyser, at de berørte passagerer allerede har modtaget en e-mail eller SMS med oplysninger om aflysningerne.

Indtil videre bliver de danske ruter kun ramt af to aflyste afgange. Det er fredagens flyvning fra Berlin-Schönefeld til Billund og retur igen.

Opdatering #1: Ryanair oplyste oprindeligt, at selskabet var tvunget til at aflyse 190 afgange. Sidenhen har selskabet nedjusteret til i alt 150 afgange. 

Opdatering #2: Ryanair oplyser torsdag, at tyske piloter organiseret i Vereinigung Cockpit vil tilslutte sig kabinepersonalets strejke. Der vil der blive omkring 100 flere aflysninger, således at der i alt er tale om 250.000 aflyste flyafgange.

 

Relaterede artikler:

Tysk Ryanair-pilotstrejke rammer danske ruter

Største Ryanair-strejke nogensinde truer

Ryanair-piloter strejker i fem lande

Flere end 1.000 Ryanair-aflysninger