- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair med elektrisk handling i skandinaviske lufthavne

Ryanair har i samarbejde med Menzies Aviation lanceret elektrisk handling i Gøteborg-Landvetter og Oslo-lufthavnen Sandefjord Torp. Selskabet har desuden indført det samme i ni andre lufthavne.

Fremover vil Ryanair få elektrisk handling, når der skal foretages turnaround i 11 forskellige europæiske lufthavne.

Den emissionsfrie handling vil finde sted i blandt andet to skandinaviske lufthavne, Gøteborg-Landvetter og Sandefjord-Torp ved Oslo. Det er blevet muligt via samarbejde med handlingselskabet Menzies Aviation, efter de to lufthavne har fået den nødvendige infrastruktur til at kunne håndtere elektrisk handling.

Otte af de ni øvrige lufthavne, hvor Ryanair fremover får elektrisk handling, er spanske. Der er tale om Alicante, Barcelona, ​​Madrid, Malaga, Mallorca, Sevilla, Santiago og Valencia, mens den niende lufthavn er Amsterdam Schiphol.

Ryanair har taget dette initiativ som led i at kunne indfri ambitionerne om at være kulstofneutral i 2050.

Afgørende for at indfri klimamål
I Spanien har Ryanair indgået partnerskab med Azul Handling, der bliver det første CO2-neutrale handlingselskab i Spanien. Selskabet har investeret 7,3 millioner euro (54,3 millioner kroner, red.) i e-Quipment, der gør det muligt at tilbyde elektrisk handling i de otte spanske lufthavne. Den årlige besparelse i udledning bliver på 1.000 ton CO2.

”Vi er glade for at kunne annoncere dette brancheførende grønne initiativ, som repræsenterer Ryanairs forpligtelse til at reducere sine emissioner. Lanceringen af ​​elektrisk handling i 11 af vores europæiske lufthavne er et stort skridt i Ryanairs vej mod nettonul-emissioner i 2050,” siger Thomas Fowler, direktør for bæredygtighed i Ryanair.

”Vi kan nu tilbyde turnarounds med nulemission i hver af disse 11 lufthavne, mens en standard-turnaround tidligere kunne udlede op til 52 kilo CO2. Vores partnerskaber med brancheførere som Azul og Menzies Aviation er afgørende for os for at nå vores mål om at være kulstofneutral i 2050.”

En fuldt elektrisk turnaround kræver en række forskellige elektriske køretøjer i lufthavnene. Der skal blandt andet bruges en bagagetraktor, et bånd til at læsse bagage ind i lastrummet, en passagertrappe og en pushback-traktor, som hjælper flyet med at forlade dets standplads. Disse køretøjer er nu alle elektriske i de 11 forskellige europæiske lufthavne.

 

Relaterede artikler:

Ryanair vil være Europas grønneste flyselskab

De danske lufthavne vil fremtidssikres

Handlingselskab vil ikke hjælpe Ryanair