- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair opnår forhandlingsresultat med irske piloter

Ryanair landede natten til torsdag en aftale med fagforeningen Fórsa, der repræsenterer op imod 100 af selskabets 350 irske piloter.

Omkring 25 procent af Ryanairs 350 irske piloter har siden begyndelsen af juli gennemført fem 24-timers strejker i håb om at tvinge Ryanair til at forbedre arbejds- og ansættelsesvilkårene.

De op imod hundrede irske piloter er medlem af fagforeningen Fórsa, som i løbet af sommeren har lagt maksimalt pres på det irske lavprisflyselskabs ledelse. Nu er det tilsyneladende lykkedes at lande en aftale, idet parterne efter 22 timers forhandlinger torsdag morgen kunne gå hvert til sit med et forhandlingsresultat på plads.

Der har blandt andet været drøftet spørgmål om overflyttelse mellem baser, senoritetsordninger samt ferie, og Ryanair har tidligere indikeret, at man var klar til at imødekomme ni af 11 krav, der var stillet fra Fórsa på vegne af piloterne.

Tavshed under afstemning
At det er lykkedes at opnå et forhandlingsresultat skyldes, at der har været udpeget en mediator til at lede forhandlingerne. Denne har samtidig pålagt Fórsa komplet tavshed, indtil medlemmerne gennem en afstemning har taget stilling til forhandlingsresultatet. Men Fórsa vil naturligvis anbefale medlemmerne at acceptere forhandlingsresultatet.

Med den irske aftale har Ryanair i første omgang fået lidt ro på bagsmækken efter den omfattende strejke den 10. august, hvor de irske piloter sammen med pilotkolleger i Belgien, Holland, Sverige og Tyskland var årsag til, at Ryanair måtte aflyse omkring 400 flyvninger, hvilket svarede til omkring 15 procent af dagens produktion.

Ryanairs koncernchef Michael O´Leary har flere gange hævdet, at det er piloter fra Aer Lingus, der har orkestreret aktionerne for Ryanair-piloterne i Fórsa, og Ryanair-chefen har truet med at skære ned på antallet af ansatte på Dublin-basen, hvis strejkerne ikke hørte op.

Forhandlingsresultatet blev godt modtaget på fondsbørsen i London, hvor Ryanair-aktien torsdag steg med 5,48 procent til kurs 13,87.

 

Relaterede artikler:

Ryanair-piloter strejker i fem lande

Ryanair-piloter klar til endnu en strejke

Ryanair: Strejker kan føre til nedskæringer