- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ryanair opsluger Laudamotion

Laudamotion bliver et helejet datterselskab af Ryanair og planlægger i løbet af tre år at vokse til 10 millioner passagerer fra indtil videre fire europæiske baser.

I marts sidste år blev det offentliggjort, at Ryanair ville overtage 24,9 procent af aktiekapitalen i Niki Lauda´s nystartede lavprisflyselskab Laudamotion, og med forbehold for myndighedernes godkendelse skulle ejerandelen hurtigt øge til 75 procent, således at Ryanair kunne overtage kontrollen med selskabet.

Det skete i slutningen af august, hvor EU´s konkurrencemyndigheder godkendte overtagelsen af yderligere 50,1 procent af aktierne. Tirsdag har Laudamotion så bekræftet, at Ryanair i slutningen af december har købt de sidste 25 procent af aktierne fra NL Holding. Dermed bliver Laudamotion et 100 procent ejet datterselskab af Ryanair Holdings Plc.

Efter at Ryanair har overtaget den fulde kontrol overselskabet meddelte man, at der i sommeren 2019 øges til 25 fly, hvilket er seks flere end de 19 fly, der blev benyttet i sommeren 2018. Herefter er det planen, at Laudamotion i sommeren 2020 skal  op på 30 Airbus-fly ved hjælp af leasede fly. Dermed øges antallet af passagerer fra fire millioner i det første driftsår til seks millioner i år to, og ved afslutningen af regnskabsåret 2020/21 i marts 2021 forventes der at være 7,5 millioner årlige passagerer.

Ruter fra fire baser
I sommeren 2019 vil Laudamotion operere fra fire baser, fordelt med otte fly i Wien, syv i Düsseldorf, tre i Stuttgart og to i Palma de Mallorca. I vinteren 2019/20 vil Laudamotion øge til 11 fly i Wien, og dermed bliver selskabet den næststørste operatør i den østrigske hovedstadslufthavn efter Austrian.

I løbet af de kommende måneder vil Laudamotion offentliggøre 20 nye ruter fra de fire baselufthavne. Den 3. april åbner Laudamotion samtidig en rute mellem Düsseldorf og København med to ugentlige afgange, og i forvejen flyves der op til fire gange om ugen mellem Wien og København. Endelig åbner Laudamotion den 27. februar en rute mellem Stuttgart og København med seks ugentlige afgange.

Dermed mangler Laudamotion blot at forbinde Københavns Lufthavn med basen i Palma de Mallorca, før CPH er destination på ruter fra samtlige fire baselufthavne.

“Med opbakningen fra Ryanair vil Laudamotion vokse stærkt i løbende af de næste tre år og kommer dermed op på 10 millioner passagerer årligt. Vi vil offentliggøre detaljer om op til 20 nye ruter med opstart i vinteren 2019, så snart vi har gennemført forhandlinger med lufthavne og handlingselskaber inden udgangen af marts. Vores sommertrafikprogram vil give os mulighed for at transportere seks millioner passagerer i år to, hvilket vil være en vækst på 50 procent i forhold til de fire millioner, som vi transporterede i år (regnskabsår 1. april 2018 til 31. marts 2019, red.),” siger Andreas Gruber, der er koncernchef for Laudamotion.

Tredje salg af flyselskab
Den tidligere Formel 1-racerkører Niki Lauda er ikke ubekendt med at sælge flyselskaber. Han startede Lauda Air op i 1972, og den sidste del af selskabet solgte han i 2002 til Austrian for at undgå en konkurs.

I 2003 købte Niki Lauda så Aer Lloyd Austria, der var gået konkurs. Samme år blev det konkursramte flyselskab startet op med navnet NIKI, og i 2011 solgte Niki Lauda flyselskabet til airberlin, og det var resterne af dette selskab, som Niki Laudas overtog efter konkursboet i begyndelsen af 2017.

Nu er hele aktiekapitalen i Laudamotion solgt til Ryanair, og herefter kan Niki Lauda kigge sig om efter endnu et flyselskab at investere i.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa og Ryanair i slagsmål om LaudaMotion

Ryanair vil overtage Laudamotion fuldt ud

Østrigs Laudamotion modtager AOC