- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair parat til at bevare CPH-base

Hvis fagbevægelsen dropper planen om blokade mod Ryanairs udefrakommende fly i CPH, så vil Ryanair ikke lukke basen i CPH. Det oplyser selskabet på et pressemøde, hvor Ryanair-piloter og -kabineansatte står frem.

Hvis LO og den øvrige fagbevægelse inden torsdag klokken 17 skriftligt bekræfter, at man ikke agter at lave sympatikonflikt mod de Ryanair-fly, der i næste uge vil komme flyvende ind til København fra baser forskellige steder i Europa, så vil Ryanair droppe at lukke basen i København.

Det slog Ryanairs topchef, Michael O’Leary, fast, da han tirsdag gæstede København til det andet pressemøde på fem dage.

Aftentur til Warszawa
Som tingene står lige nu er det ellers planen, at basen lukker tirsdag i næste uge, når det fly, der er baseret i København, vender tilbage fra sin aftentur til Warszawa-Modlin. Dermed kan fagbevægelsen ikke lave en hovedkonflikt mod Ryanair i Københavns Lufthavn.

Men da Ryanair stadig har base i Billund Lufthavn, så ser fagbevægelsen på muligheden for at koble en hovedkonflikt sammen med en sympatikonflikt i Københavns Lufthavn. På den måde vil fagbevægelsen være i stand til at blokere Ryanairs fly i CPH, selvom selskabet ikke længere har base i lufthavnen.

Hvis fagbevægelsen kobler en hovedkonflikt i Billund sammen med en sympatikonflikt i København, så slog Ryanairs topchef, Michael O’Leary, i sidste uge fast, at man ville være parat til også at lukke basen i Billund.

Ryanair vil stadig være i stand til at flyve til danske lufthavne, selvom man ikke længere har baser i Danmark. Ruterne vil blot blive befløjet med fly fra andre baser – og fagbevægelsen vil ikke kunne stille noget op.

Fremstrakt hånd
Nu er sidste uges trussel om baselukning i Billund imidlertid erstattet af en fremstrakt hånd til fagbevægelsen fra Ryanair og O’Leary.

Til tirsdagens pressemøde havde Ryanair medbragt tre piloter og to kabineansatte fra basen i København. De fortalte hvordan de så på sagerne og under hvilke vilkår de var ansat.

(Fra venstre) Kaptajn Frederik, kabineansat Luis, Ryanair-direktør Michael O’Leary, stewardesse Veronica og styrmand Michael mødte de danske medier ved et pressemøde tirsdag i København. Ryanair ønskede ikke at oplyse efternavnene på de ansatte.