- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ryanair-pressemøde i Københavns Lufthavn

Det irske lavprisselskab Ryanair holder onsdag pressemøde på et hotel i Københavns Lufthavn. Ryanair vil ikke ud med om emnet for pressemødet er en entré i Københavns Lufthavn.

Vil Ryanair etablere ruter til og fra Københavns Lufthavn fra foråret næste år? Det er det store spørgsmål forud for det pressemøde på Hilton Hotel i Københavns Lufthavn onsdag kl. 9, som selskabet har indkaldt til.

Hos Ryanair selv er kommunikationsrådgiver Elina Hakkarainen hverken til at hugge eller stikke i, da CHECK-IN.dk fredag eftermiddag, umiddelbart efter at have modtaget invitationen til pressemødet, forsøger at få lidt mere at vide om emnet for pressemødet. Selskabet oplyser dog, at det ikke bliver den karismatiske topchef Michael O’Leary, der vil møde den danske presse på lufthavnshotellet. Det bliver derimod selskabets kommercielle direktør David O’Brien.

Ryanair har det senere år etableret baser i en række storlufthavne, som selskabet ellers partout undgik. Senest i Bruxelles Zaventem-lufthavnen. Og tidligere i denne måned luftede selskabet tanker om at etablere sig i Amsterdam Schiphol næste år. Derfor er det ikke utænkeligt, at selskabet kunne finde på også at åbne en base i Københavns Lufthavn eller åbne ruter fra eksisterende baselufthavne til Københavns Lufthavn.

Et år eller to
I et interview med CHECK-IN.dk i august i år forudsagde Michael O’Leary da også, at Ryanair ville komme til Københavns Lufthavn inden for de kommende to år.

“Jeg vil tro, at det vil ske inden for et år eller to, hvor vi kan nå til enighed om en aftale med Københavns Lufthavn,“ understregede Michael O´Leary.

I samme åndedrag anerkendte Ryanair-bossen, at der skal være højere takster i Københavns Lufthavn i forhold til de sekundære lufthavne, men stadig vil man ikke betale fuld pris. For så vil Ryanair ifølge Michael O´Leary hellere vokse i andre europæiske lufthavne.

“Det er vigtigt for os, at Københavns Lufthavn bliver konkurrencedygtige på taksterne. Vi forventer ikke, at vi skal have rabat i Københavns Lufthavn, fordi vi er Ryanair, men fordi vi kan levere vækst og understøtte lufthavnens udvikling,” sagde Michael O’Leary i august til CHECK-IN.dk.

På samme vilkår
Hvis Ryanair og Københavns Lufthavn på onsdag præsenterer en aftale om Ryanair-operationer i lufthavnen næste år, så bliver det store spørgsmål hvem af parterne, der har givet sig. For hver gang spekulationerne om en Ryanair-entré i Københavns Lufthavn har været fremme, så har lufthavnen svaret, at Ryanair er velkomne på samme vilkår som alle andre luftfartsselskaber.

Ryanair har de senere år flere gange lagt ansøgninger om landingstilladelser i Københavns Lufthavn ind hos Airport Coordination Denmark, der administrerer den slags tilladelser. Senere har man så trukket ansøgningerne tilbage. Airport Coordination Denmark ønskede fredag ikke at oplyse, om Ryanair havde ansøgt om landingstilladelser i Københavns Lufthavn næste år.

Lave blokade
Inden Ryanairs hvide, blå og gule Boeing 737-800 fly eventuelt begynder at flyve til og fra Københavns Lufthavn, så skal selskabet lige forbi den danske fagbevægelse og ikke mindst fagforeningen 3F, der organiserer alle bagagemedarbejderne i Københavns Lufthavns handlingselskaber. 3F har flere gange tidligere klart annonceret, at man vil lave blokade over for Ryanair, hvis de skulle komme til Københavns Lufthavn en dag. Det skyldes at selskabet er notorisk kendt for ikke at ville lade sine medarbejdere organisere.

I Billund Lufthavn forsøgte 3F og den øvrige fagbevægelse at orkestrere en blokade af selskabets aktiviteter, da Ryanair sidste år etablerede en egentlig base med to fly og 40-50 medarbejdere stationeret i lufthavnen. Det løb dog ud i sandet på grund af svigtende opbakning fra bagagemedarbejdere og check-in personale, der var bange for at miste deres arbejde, hvis Ryanair som en konsekvens af blokaden fuldstændig trak sig ud af Billund Lufthavn. Selskabet står nemlig for omkring en tredjedel af Billund Lufthavns trafik.

I Københavns Lufthavn vil Ryanairs operation blot være en lille dråbe, som ikke vil gøre fra eller til i forhold til antallet af ansatte i det handlingselskab, som måtte tage sig af selskabets fly.

Ryanair flyver i dag fra Billund og Aarhus samt Malmø Sturup-lufthavnen.