- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair-succes i Billund

Ryanair melder om høje belægningsprocenter på sine 21 ruter fra den nye base i Billund. Til gengæld stiger enhedsomkostningerne i selskabet, der gør et tredje forsøg på at overtage Aer Lingus.

Normalt holder luftfartsselskaber kortene tæt ind til kroppen, når det kommer til hvordan de klarer sig på specifikke ruter eller på specifikke markeder. Men i Ryanairs kvartalsregnskab, der blev offentliggjort i går, kan man læse, at det irske lavprisselskab er yderst tilfreds med sin nye base i Billund.

Fra 22. marts i år har Ryanair haft to Boeing 737-800 fly stationeret i den midtjyske lufthavn. Herfra har de fløjet til 21 destinationer rundt omkring i Europa. Og det har været med få ledige sæder ombord på flyene.

”Vores nye baser i Billund, Budapest, Manchester, Palma, Paphos og Wroclaw oplever høje belægningsprocenter,” skriver Ryanair i sit kvartalsregnskab.

Ryanair har de sidste to år fløjet til Billund fra andre baser i Europa, men i marts valgte selskabet at gøre Billund til en selvstændig base med egne fly og besætningsmedlemmer udstationeret.

Bedst sælgende base
At interessen for Ryanair’s ruter fra Billund er stor blandt jyderne kunne selskabet mærke allerede ved åbningen af basen i marts. Salget var således 25 procent bedre end forventet.

“Billund Lufthavn er den bedst sælgende nye base nogensinde blandt de 51 baselufthavne som Ryanair opererer fra,“ fortalte Ryanairs topchef Michael O´Leary til CHECK-IN.dk i marts.

Han luftede dengang muligheden for, at selskabet kan basere et tredje fly i Billund fra sommeren næste år. Ryanair har 51 baselufthavne over hele Europa. Største base er London Stansted med 117 ruter. Herefter følger Milano, Bruxelles og Dublin med henholdsvis 80, 79 og 76 ruter. Billund har 21 Ryanair-ruter.

En række fagforeninger har siden baseåbningen overvejet at blokere Ryanairs flyvninger fra Billund med sympatikonflikter. Det skyldes, at de piloter og kabinebesætningsmedlemmer, der er stationeret i Billund, ikke er på danske overenskomster. Indtil nu er konflikten dog ikke blevet en realitet.

Stigende omkostninger
Udover de gode nyheder om Billund og de andre nye baser, så indeholdt kvartalsregnskabet også lidt dårligt nyt for lavprisselskabet. Enhedsomkostningerne er nemlig steget med tre procent, hvis man ikke indregner brændstofudgifterne. Gør man det, er stigningen 10 procent.

Netop enhedsomkostningerne er det parameter, som alle luftfartsselskaber har blikket stift rettet imod. Jo lavere enhedsomkostninger, jo lavere billetpriser er det muligt at tilbyde. Ryanair har stadig de suverænt laveste enhedsomkostninger i branchen, men det er bemærkelsesværdigt at omkostningerne stiger, og at det ikke kun er brændstofudgifterne, der trækker omkostningerne op.

I sidste uge afgav Ryanair for tredje gang et bud på hjemmebanekonkurrenten Aer Lingus. EU-Kommissionen overvejer lige nu om et Aer Lingus-køb vil give Ryanair en for dominerende position på markedet for flyvninger til og fra Irland.

Ryanair kom ud af første kvartal med en passagerfremgang på seks procent i forhold til samme periode sidste år. Således transporterede Ryanair 22,5 mio. passagerer ombord på sine knap 300 Boeing 737-fly. Selskabet omsatte for knap 1,3 mia. euro, svarende til 9,7 mia. danske kroner. Det er en fremgang på 11 procent. Til gengæld faldt overskuddet efter skat med 29 procent til 99 mio. euro, svarende til godt 735 mio. danske kroner.

Smilende var brede, da Ryanair i marts åbnede den nye base i Billund. Og det er de stadig, fremgår det af selskabets kvartalsregnskab. Foto: Billund Lufthavn.