- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair vinterlukker i Finland

Irske Ryanair overlader om kort tid markedet for lavprisflyruter i Finland til konkurrenterne Norwegian og Wizz Air.

Når efterårsmørket sænker sig over Finland, og vintertrafikprogrammet træder i kraft, er det slut med Ryanair-flyvninger til Finland. Det skriver nyhedsmediet YLE.

Ryanairs exit fra Finland sker efter, at lavprisflyselskabet har besluttet at lukke ned for sin sidste finske helårsrute, ruten fra Lappeenranta i Østfinland til Milano i Italien.

Irerne overlader dermed lavprisscenen i Finland til konkurrenterne Norwegian og Wizz Air, som fra 2. november vil være de eneste blandt de store europæiske lavprisflyselskaber, der er tilbage i det finske marked.

Massivt til stede
Wizz Air betjener blot en enkelt rute mellem Turku og Polen, men for nordmændenes vedkomne er der tale om en massiv tilstedeværelse i Finland.

Norwegian har 31 ruter fra Helsinki, herunder flere indenrigsruter. Dertil betjener selskabet også enkelte udenrigsruter fra Turku og Oulu og er dermed suverænt størst blandt lavprisflyselskaberne i Finland.

Ryanair betjener i alt otte finske ruter. Selskabet meddelte allerede i april måned, at man ville vinterlukke sine syv ruter til Tampere i Sydvestfinland som følge af kapacitetsmangel, men nu skal den finske vinterlukning også omfatte Lappeenranta-ruten.

Agter at vende tilbage
Ryanair har meddelt finske nyhedsmedier, at man agter at vende tilbage til Finland, Tampere og Lappeenranta i 2016 og forklarer, at vinterlukningerne er begrundet i ”operative årsager” og ”kapacitetsmangel”.

Lavpriskæmpen har dog endnu ikke offentliggjort sin tidstabel for sommeren 2016 og dermed bekræftet udmeldingerne.

Ryanair gjorde entré på det finske marked i 2003 med ruter til Tampere og siden fulgte Lappeenranta i 2010. Begge lufthavne har haft stor passagerfremgang som følge af Ryanairs entré, og især for Lappeenrantas vedkomne kommer Ryanairs beslutning om vinterlukninger efter alt at dømme som en kold spand vand.

Ryanairs Milano-rute er nemlig lufthavnens eneste rute. I Tampere står man tilbage med blot to helårsruter til Helsinki og Stockholm, betjent af henholdsvis Finnair og SAS.

En lunefuld affære
Lappeenranta havde sidste år knap 90.000 årligt rejsende imens 413.000 gik gennem lufthavnen i Tampere. Sidstnævnte nåede i 2008 709.000 årligt rejsende imens Lappeenranta for første og hidtil eneste gang nåede over 100.000 årligt rejsende i 2011, men begge lufthavne har måttet sande, at det at have Ryanair i folden, kan være en lunefuld affære.

Lappeenranta ligger på grænsen til Rusland med kun 150 kilometer til Skt. Petersborg, og har af Ryanair været brugt som bagdør til det russiske marked, hvortil Ryanair ingen ruter har.

Norwegian åbnede i Finland i 2009 imens Wizz gik ind på det finske marked i 2008. EasyJet forsøgte sig i en kort periode i 2008-2010 med ruter til Helsinki fra bl.a. London og Paris, men er ikke vendt tilbage siden.

I 2013 gik også International Airlines Groups lavprisselskab, Vueling, ind på det finske marked med en rute til Barcelona.

Foto: Ryanair/PR