- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Så langt kommer du med et dansk pas

Statsborgere med dansk pas er blandt den nationaliteter i verden, der kan rejse til flest lande uden visum-restriktioner. Danmark er dog overgået af tre andre lande.

Under Muhammed-krisen i 2005-06 var det i visse dele af verden ikke velset at vise sig med et dansk pas.

Men i dag behøver man ikke i samme grad at holde lav profil med sit danske statsborgerskab, der samtidig er nøglen til en visumfri indrejse i 172 ud af samlet 219 lande i hele verden.

Dermed er det danske pas og statsborgerskab placeret på andenpladsen i forhold til de nationer, der frit og uhindret kan lade deres borgere rejse til næst flest lande i verden. Danmark er i selskab med Tyskland, Luxembourg og USA i denne gruppe.

Topgruppen, der kan rejse til 173 lande, består af Finland, Sverige og England.

Det viser en undersøgelse foretaget af Henley & Partners, der er specialister i at rådgive i spørgsmål omkring statsborgerskab og opholdsforhold.

Flest friheder for europæere og amerikanere
Den seneste undersøgelse fra Henley & Partners er offentliggjort i det såkaldte Visa Restrictions Index, hvor de nordiske lande er ganske pænt repræsenteret.

I bunden af listen er det ikke overraskende stater som Pakistan, Somalia, Irak og Afghanistan, hvis borgere er begrænset til frit at kunne rejse ind i omkring 30 lande over hele verden.

Generelt set viser indekset, at statsborgere i Europa og Nordamerika har den største frihed på rejser, mens borgere fra Afrika, Mellemøsten og Sydøstasien støder på flest forhindringer ved rejser til andre lande.

Top10-listen (Visa Restrictions Index)
På nedenstående liste følger de 28 lande, der tilsammen deler de 10 øverste pladser på Visa Restrictions Index.

Rank
Land/pas
Score
1.
Finland, Sverige og England
173
2.
Danmark, Tyskland, Luxembourg og USA
172
3.
Belgien, Italien, Holland
171
4.
Canada, Frankrig, Irland, Japan, Norge, Porgual og Spanien
170
5.
Østrig, New Zealand og Schweiz
168
6.
Australien, Grækenland og Singapore
167
7.
Sydkorea
166
8.
Island
165
9.
Malaysia og Malta
163
10.
Liechtenstein
159

Kilde: Henley & Partners