- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Sådan rejser de kongelige og statsoverhoveder

Nogle nationer klarer sig med små businessjets, mens andre råder over store langdistancefly, som bruges, når kongelige og statsoverhoveder skal vise flaget i udlandet.

Verdens nok mest kendte statslederfly er den amerikanske præsidents specialbyggede Boeing 747-200B, der ofte blot betegnes: Air Force One. CHECK-IN.dk har set nærmere på, hvor alsidigt flyflåden for statsoverhoveder og kongelige verden over er sammensat.

Starter man med at kigge på de store fly, står man hverken i Japan, Oman, Saudi Arabien, Bahrain, Indien, Yemen eller Brunei tilbage for den amerikanske præsident. Alle landene råder over mindst et Boeing 747-fly, som landenes ledere flyves rundt i.

Både i Bahrain og Japan har man to 747-fly imens det lille sultanat i Sydøstasien, Brunei, foruden sit Boeing 747-400-fly råder over et Boeing 767-fly og et Airbus A340. I Kina, Sydkorea og Marokko bliver et Boeing 747-fly fra det nationale flyselskab lejet ind, når statslederne har brug for det.

Selvom der findes et endnu større fly end Boeings 747’er, nemlig Airbus’ A380’er, er det imidlertid kun i Sydkorea man har overvejet et eksemplar af dette enorme fly til statsbrug.

Mindre fly kan også bruges
Der findes imidlertid også en lang række af lande, som ikke har fundet det nødvendigt at vælge de største fly til brug for landets fremtrædende personer. Herhjemme råder flyvevåbnet over tre Challenger CL-604 businessjets, som bruges, når enten kongehuset eller statsministeren skal på rejser, som ikke kan klares med rutefly.

Det samme gør sig gældende i både Norge og Sverige. I Norge har man et Dassault Falcon 20 fly, imens Sverige råder over to Gulfstream 4, et Gulfstream G550 samt tre Saab 340 fly, alle indrettet i en speciel VIP-konfiguration til brug for kongehuset, de vigtigste ministre samt de øverste officerer i hæren.

I Finland har man ikke et VIP-fly til præsidenten, som bruger rutefly i stedet for. Landets forhenværende præsident, Tarja Halonen, var i den forbindelse ofte set rejse på økonomiklasse.

I England og Holland er statslederflyene ligeledes mindre jets, men dog større end de, som bruges i Skandinavien. I England findes der både en BAE-125 businessjet og en regionaljet af typen BAe 146 til transport af kongehuset samt ministrene. I Holland råder kongehuset over et Fokker F70-fly, som angiveligt også flyves af kong King Willem-Alexander, der har licens til flytypen.

Hjemmebyggede fly
At kongehusene i både Holland og England flyver i fly, som er produceret de respektive hjemlande, er langtfra enestående. I Rusland flyver den russiske præsident således rundt i to specialindrettede Ilyushin Il-96-300PU-fly, som er den russiske pendant til den amerikanske Boeing 747’er.

I Brasilien anvendes et eksemplar af det brasiliansk byggede Embraer E190-fly til brug for præsidentens kortere rejser. Længere rejser klares med et specialbygget Airbus A319-fly. I Ukraine er det planen, at to ukrainsk byggede Antonov An-148-fly fra næste år tages i brug som ministerfly, imens præsidenten fortsat vil flyves rundt i en af to russiskbyggede Ilyushin Il-62-fly.

Både i Frankrig, Tyskland, Spanien og Belgien anvendes der et miks af Airbus-langdistancefly foruden en række af mindre businessjets.