- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS åbner mini-lounges

SAS åbner snart mini-lounges i to norske provinslufthavne. Selskabet har dog ingen konkrete planer om mini-lounges i danske lufthavne.

I april og maj åbner SAS to nye såkaldte Café Lounges i lufthavnene i Trondheim og Tromsø i Norge. De er et supplement til eksisterende lounges og er målrettet de passagerer, som rejser meget.

SAS vil i de kommende år i de skandinaviske lufthavne etablere flere Cafe Lounges og andre produkter, der kan gøre rejsen lettere. Det er i de provinslufthavne, hvorfra SAS flyver indenrigsflyvning ind til et af sine tre store trafikknudepunkter i København, Oslo Gardermoen og Stockholm Arlanda, at selskabet ser på muligheden for at åbne Café-lounges, der er en form for miniudgaver af de normale SAS-lounges med mindre og mere simpelt udvalg af mad og drikke.

Derfor kan det sagtens komme på tale, at lufthavnene i Billund, Aarhus og Aalborg får Café Lounges. Men SAS’ indenrigspassagerer skal ikke begynde at glæde sig for tidligt. SAS har således ingen konkrete planer i de tre danske indenrigslufthavne, som selskabet flyver til. Og man vil heller ikke sætte en tidshorisont på hvornår Café lounges kunne tænkes at blive en realitet i Jyllands tre største lufthavne.

Men behovet er der, mener SAS.

”Behovet for den type lounges tager i høj grad udgangspunkt i væksten i SAS Plus-kunder og Eurobonus-medlemmer. Det er dem, der rejser ofte og har ønsker om services som fast track og lounge,” siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS.

Hvile og arbejde
De nye lounges er rettet særligt mod premiumkunder med et enkelt og afslappet miljø, hvor kunderne både kan hvile og arbejde. De er placeret tæt på gates og tilbyder trådløst internet, kaffe og kage.

”På indenrigsruter er hurtighed og et godt flow i rejsen vigtigt. I vores Café Lounges helt tæt på gaten kan vores kunder arbejde effektivt lige indtil afgang,” siger SAS’ kommercielle direktør, Eivind Roald.

Den første Café Lounge åbner i løbet af april i Trondheim, og i maj følger Tromsø efter.

SAS har i Skandinavien rigtige lounges i København, Stockholm, Oslo og Gøteborg Landvetter-lufthavnen.