- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS ændrer prisstruktur til USA og Asien

SAS har med virkning fra den 19. februar lempet vilkårene for at ændre billetter på økonomiklassen SAS Go til USA og Asien. Den nye prisstruktur bekræfter samtidig, at SAS kan være billigere end Norwegian til USA.

Med Norwegians indtog på langdistanceruterne fra Skandinavien til Bangkok og USA oplever SAS et stigende konkurrencepres i segmentet for fritidsrejsende på økonomiklasse.

Det er angiveligt årsagen til, at SAS med virkning fra den 19. februar har indført en ny prisstruktur på de interkontinentale ruter til Asien og USA. På de billigste ECO-billetter i prisklasserne Q, V, W, K, L, T og U på SAS Go har det hidtil ikke været muligt at ændre reservationen. Men det vil fremover være muligt ved at betale et tillæg på 120 euro svarende til 895 kroner.

En anden ændring betyder, at det vil være muligt at ændre bookede billetter på pristyperne Full Flex på SAS Go i reservationsklasserne E, M og H uden betaling af gebyrer. Hidtil har det været muligt at ændre disse billettyper mod et gebyr.

Dermed tilfører SAS øget fleksibilitet til de billigste pristyper på selskabets interkontinentale flyvninger.

“Vi holder hele tiden øje med markedet og tilpasser løbende vores produkter til markedets krav og ønsker,“ forklarer pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS om baggrunden for den ændrede prisstruktur.

SAS er billigere og mere fleksibel
Tiltaget skal ses som et modsvar over for de lave billetpriser, som Norwegian især udbyder til New York, Los Angeles og Bangkok.

Hos Norwegian er det muligt at ændre sin såkaldte LowFare-billet for 700 kroner per strækning. Dermed er det billigere at ændre de interkontinentale SAS-lavprisbilletter, idet ændringsgebyret på 895 kroner er per billet og ikke per strækning.

Generelt set skal de rejsende også kigge sig godt for, når de skal træffe valget mellem Norwegian og SAS. Som mange ved, kan der være stor forskel på selve billettens grundpris, men de mange betalingsbare ekstraydelser hos Norwegian kan hurtigt løbe op.

Eksempel: København-New York-København
Udrejse: 04MAJ14 Hjemrejse: 14MAJ14

Ydelse (priser i DKK) SAS Norwegian
Billetpris 3.959 3.065
Bagage (23 kg.) Inklusiv (20 kg.) 480
Sædevalg Inklusiv 480
Måltider Inklusiv 484
Hovedtelefoner Inklusiv 35
Tæppe Inklusiv 55
Kreditkortgebyr Ingen 40
Salgstillæg 30 Ingen
Totalpris 3.989 4.639
Ændringsgebyr *895 **700
Fortrydelsesret 24 timer 4 timer
Indeholdte afgifter 502 525
Indeholdt brændstoftillæg 2.112 500

Note: * per billet ** per strækning

Beregningen viser, at Norwegian kan være mere end 15 procent dyrere end SAS, hvis den rejsende køber samtlige tillægsydelser på såvel ud- og hjemrejse. Det skal dog understreges, at Norwegian sælger en såkaldt Plus-pakke, der koster 998 kroner som tillæg til flybilletten. Heri får man en samlerabat på bagage, sædevalg og måltider. Men selv med denne pakke vil Norwegian i eksemplet være dyrere end SAS.

SAS-prisen i det aktuelle eksempel er baseret på et kampagnetilbud frem til den 24. februar for rejser i perioden 1. maj til den 14. juni. Tilsvarende er Norwegians pris baseret på en aktuel kampagne, der blev skudt i gang for 10 dage siden. Her er der ingen specifikke begrænsninger på rejseperioden.