- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS-ansatte på hårdt arbejde

Håndteringen af 18 aflyste USA-flyvninger som følge af snestormen på den amerikanske østkyst har krævet en stor indsats i SAS´ kontrolcenter og hos afdelingen for passagerservice.

At drive luftfart er forbundet med nogle rammevilkår, som man ikke altid selv er herre over. Eksterne faktorer som vejret kan risikere i perioder at koste flyselskaberne mange penge.

Det bliver angiveligt også tilfældet med virkningerne fra den snestorm, der i weekenden hærgede den amerikanske østkyst og især ramte et område mellem Washington og New York.

SAS måtte samlet aflyse i alt 18 flyvninger. Ti af flyvningerne var i lørdags, fire søndag samt atter fire mandag. Det stiller store krav til planlægning, når sådan en hændelse pludselig opstår.

“Vores kontrolcenter har udført et kæmpe planlægningsarbejde, og det betyder, at vi siden fredag har håndteret ombookinger og aflysninger,“ fortæller pressechef Trine Kromann-Mikkelsen til CHECK-IN.dk.

Hun ønsker dog ikke at sætte beløb på, i forhold til, hvad omkostningerne løber op i efter den amerikanske snestorm.

“Hvis udgifterne er ekstraordinære vil de fremgå af regnskabet for næste kvartal, hvori januar indgår,“ siger pressechefen.

Det er dog sjældent, at SAS indregner den slags omkostninger som ekstraordinære, da det som sagt er en del af rammevilkårene ved at drive luftfart, og at der næsten hvert år kommer en større snestorm på den amerikanske østkyst, der sædvanligvis forstyrrer flytrafikken i større eller mindre omfang.

Ingen videreforbindelser i USA
Da mange SAS-passagerer, der flyver til og fra Washington DC og New York-Newark ofte skal videre med andre fly i USA, har netop denne del været en stor udfordring for SAS i forbindelse med snestormen.

“Det var i weekenden ikke muligt at benytte videreforbindelser i USA fra New York og Washington, og derfor måtte disse kunder ombookes via andre af vores ruter, eksempelvis Chicago. Det har vores passagerservice arbejdet meget hårdt på, og den opgave slutter først i løbet af mandagen,“ understreger Trine Kromann-Mikkelsen.

SAS kan i stedet glæde sig over, at tidtabellen med mange frekvente afgange mellem Skandinavien og USA har været medvirkende til at sikre, at passagererne fik bedst mulig hjælp.

Med to daglige flyvninger fra København til New York suppleret af en daglig afgang fra Oslo og Stockholm har SAS haft den fornødne fleksibilitet. Med yderligere en daglig afgang til Washington DC samt daglige afgange til Chicago fra København og Stockholm, har det skandinaviske flyselskab på trods af blot 14 langdistancefly i flåden været godt rustet til opgaven.

SAS har nemlig ikke haft brug for at hente reservefly ind for at få eventuelle strandede passagerer hjem, som det i stedet var tilfældet med Norwegian.