- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS-ansatte vil blive i Cimber

Hver sjette af de SAS-stewardesser, der blev tvangsoverflyttet til Cimber A/S, ønsker ikke at vende tilbage til SAS.

Den 1. marts i år blev 140 SAS-stewardesser og -stewarder overflyttet til at arbejde i Cimber A/S i forbindelse med at det nyindkøbte SAS-datterselskab overtog operationen af SAS’ CRJ-900 fly.

I dagene omkring overflytningen strejkede store dele af SAS’ danske kabinepersonale i fire dage i protest mod overflytningen og de forringede arbejdsvilkår, som kabinepersonalet mente de ville få i Cimber A/S. Først da SAS satte medarbejderne stolen for døren og bad dem tilkendegive, om de stadig ønskede at arbejde i SAS-koncernen, stoppede strejken.

Lyst til at blive
Efter lidt mere end tre måneders drift viser det sig imidlertid, at adskillige tidligere SAS-ansatte ikke ønsker at vende tilbage til SAS fra Cimber A/S. Aftalen er ellers, at det SAS-personale, der rykkede over i Cimber A/S, vender tilbage til SAS i takt med at SAS får brug for nyt kabinepersonale.

24 kabineansatte har allerede taget turen tilbage til SAS, mens 4-5 tidligere SAS-ansatte har valgt at blive i Cimber A/S.

”Vi er glade for at have skabt en stemning, der gør, at folk har lyst til at blive i selskabet,” siger Kent Hansen, direktør for Cimber A/S.

Han fornemmer generelt en god stemning i den ”sammenbragte familie” af medarbejdere, der kommer fra SAS og det oprindelige Cimber A/S samt helt nyansatte.

”Jeg tror godt folk kan lide, at vi er et mindre selskab, hvor afstanden mellem ledelse og medarbejdere er kortere. Det er nemmere for ledelsen at være synlig på basen,” forklarer Kent Hansen.

Cimber A/S har 160 – 170 ansatte. Blandt kabinepersonalet kommer 22 fra det gamle Cimber A/S, 20 er nyansatte og de resterende kom fra SAS. Efter planen skal omkring 24 tidligere SAS-stewardesser og -stewarder hver måned rykke tilbage til SAS – hvis de har lyst.