- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS: Base i London er ikke regelshopping

SAS har tidligere været langt fremme i kritikken af den såkaldte regelshopping i luftfarten, men selskabet afviser, at de nye baseplaner kan sammenstilles hermed.

Når SAS i Danmark har brug for at gøre sin indflydelse gældende på det luftfartspolitiske område, bliver Lars Wigelstorp Andersen altid tilkaldt. Han er direktør i SAS med ansvar for Public Affairs og Infrastructure og har blandt andet været et særdeles aktivt medlem af den arbejdsgruppe, der stod bag udarbejdelsen af  “Rapport om Social Dumping/Regelshopping indenfor luftfart”, der udkom i marts 2015.

Rapporten beskæftiger sig blandt andet med begrebet “regelshopping”, der ofte er blevet anvendt i retorikken fra SAS, når det fordrede en kommentar til lavprisflyselskabernes fremmarch med ansættelse af personale og etablering af baser i lande, hvor der ikke nødvendigvis var en naturlig tilknytning.

Regelshopping definerede Lars W. Andersen og resten af arbejdsgruppen således i rapporten fra 2015:

“Inden for luftfart var det arbejdsgruppens opfattelse, at social dumping og muligheden herfor især knytter sig til ”regelshopping”, hvor EU-luftfartsselskaber lovligt tilrettelægger ansættelseskonstruktioner, ansættelsesvilkår, selskabsopbygning og forretningsforhold på baggrund af forskelle mellem landenes love og regler, herunder forskelle i medlemslandenes implementering, forståelse og administration af EU regelsættene.”

Presset af markedsudviklingen
Med tirsdagens udmelding om, at SAS overvejer at etablere en base i Storbritannien (London) for at kunne producere billigere og dermed opnå samme konkurrencefordel som nogle af konkurrenterne, var der mange, der løftede et øjenbryn. SAS havde netop længe agiteret for, at udfordringerne omkring regelshopping skulle løses politisk via EU-lovgivningen.

Lars Wigelstorp Andersen, Direktør for Public Affairs & Infrastructure i SAS. (Foto: SAS)

Lars Wigelstorp Andersen, Direktør for Public Affairs & Infrastructure i SAS. (Foto: SAS)

Men SAS har tilsyneladende ikke tid til at vente. Væksten og indtjeningen ligger i segmentet for fritidsrejsende i de kommende år, og hvis SAS skal have en andel af den kage, er det nødvendigt at konkurrere på lige fod med konkurrenterne.

“Vi ser en markant vækst i det europæiske marked drevet af fritidsrejsetrafikken. Vi har brug for en fuldt konkurrencedygtig omkostningsstruktur for at være med,” sagde koncernchef Rickard Gustafson på et investormøde kort efter offentliggørelsen af baseplanerne.

Placerer base, hvor der er produktion
Når man spørger SAS, om selskabet udøver regelshopping, når man som EU-flyselskab vil tilrettelægge ansættelsesvilkår, selskabsopbygning og forretningsforhold efter regler og vilkår på det britiske arbejdsmarked, der kan være gunstigere end i Skandinavien, lyder svaret fra SAS:

“Det er ikke regelshopping. Vi vil placere en base et sted, hvor vi i forvejen har en produktion. Det betyder, at vi placerer en del af forretningen, hvor det er mest attraktivt. Overvejelserne om at placere en base i Storbritannien giver mening, da vi i forvejen har 20 daglige afgange til og fra London,” siger Lars W. Andersen til CHECK-IN.dk.

FPU: SAS må vedkende sig “regelshopping”
Hos Flyvebranchens Personale Union (FPU) var formand Thilde Waast også med i den arbejdsgruppe, der udarbejdede formuleringen omkring regelshopping. Derfor er hun heller ikke enig, når SAS hævder, at der ikke er tale om regelshopping.

”Hvis SAS rent faktisk planlægger at flyve personale ind om morgenen med henblik på, at personalet skal udføre arbejde ud fra Skandinavien, så falder det ind under den definition, som branchen og myndighederne har brugt. SAS´overvejelser handler jo om at spare penge ved at udnytte forskelle mellem de danske og engelske regler og arbejdsmarkedsregimer. Det er regelshopping, og det må SAS vedkende sig,” siger Thilde Waast.

FPU-formanden har også bemærket, hvordan SAS hidtil har profileret sig på at være den “pæne dreng i klassen”, der pegede fingre ad konkurrenternes mange kreative tiltag for at sænke omkostningerne.

”SAS har jo i mange år profileret sig på at være et skandinavisk selskab med skandinaviske ansatte på skandinaviske vilkår. Disse tidligere udmeldinger klinger desværre lidt hult, hvis de agter gå ud af denne vej,” lyder det fra Thilde Waast.

Men det er ifølge FPU tilsyneladende muligt at gradbøje regelshopping. For det, som SAS har planer om, er ikke så slemt i forhold til, hvad man kan opleve hos andre flyselskaber.

”Den form for regelshopping, som en række andre selskaber står for, har imidlertid en helt anderledes karakter. Her bliver der gået på kompromis med regler for social sikring, skatteregler, og personalet ansættes som vikarer eller falske selvstændige, og  nægtes adgang til en overenskomst. Vi håber ikke, at der bliver tale om den slags regelshopping hos SAS på sigt,” understreger FPU-formanden, der samtidig er bekymret over, at manglende politiske initiativer har skabt et unfair marked.

 

Relaterede artikler:

SAS-overvejelser om udflagning vækker bekymring

SAS overvejer London-base

Analytiker: SAS vil finde nye måder at sænke omkostningerne

SAS-boss: Udflagning kan være en mulighed

Rapport om ’social dumping’ præsenteres i dag