- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS bekræfter nye Tallinn-ruter

Passagerer, der har købt billet til Estonian Air gennem SAS, bliver tilbudt at rejse med Adria Airways eller airBaltic frem til den 14. november. I løbet af en uge vil SAS selv flyve fra København, Oslo og Stockholm.

Opdateret:
SAS meddeleler mandag morgen, at selskabet i løbet af en uge åbner tre nye ruter til Tallinn fra henholdsvis København, Stockholm og Oslo. Der flyves henholdsvis tre gange, fire gange og en gang per dag i hver retning. Der foreligger endnu ikke informationer om afgangstider, flytype og startdato.

Lørdag den 7. november måtte Estonian Air indgive konkursbegæring som følge af en afgørelse hos EU-Kommissionen, der fastslog, at det estiske flyselskab har modtaget ulovlig statsstøtte, som skal betales tilbage inklusive renter.

Estonian-konkursen kan gøre det nødvendigt for SAS selv at etablere sig på ruter til Tallinn for at sikre forretningstrafikken mellem de skandinaviske hovedstæder og Estland.

SAS har haft en såkaldt code-share aftale med Estonian Air på ruterne fra København, Stockholm, Oslo og Trondheim til Tallinn. Ruterne har været opereret af Estonian Air, mens SAS har haft selskabets markedsføringskode “SK“ på flyvningerne. Dermed har det været muligt at købe flyvningerne som en SAS-flyvning.

Konkursen kom tilsyneladende ikke som en overraskelse, og SAS udsendte tidligt lørdag aften kl. 18.30 en meddelelse til salgskontorer og rejsebureauer om, hvordan man skulle forholde sig over for de passagerer, der måtte blive berørt af konkursen.

I første omgang har SAS lavet en såkaldte “reprotection-aftale“ med Adria Airways og airBalitc. Det betyder, at alle passagerer med SAS-bookinger mellem den 8. november og 14. november på Estonian Airs ruter mellem Skandinavien og Tallinn kan blive ombooket til Adria Airways og airBaltic.

Nye SAS-ruter kan være på vej
Kilder i branchen undrer sig over, hvorfor SAS ikke har sikret en aftale længere frem end til den 14. november. Det kunne tyde på, at SAS overvejer en anden løsning fra den 15. november.

Det kunne være et codeshare-samarbejde med et nyt selskab, der vil beflyve ruten, eller også vil SAS ifølge flere branchekilder selv flyve til Tallinn fra København, Stockholm og Oslo fra den 15. november.

Hos SAS kunne man søndag ikke uddybe, hvad der skal ske med allerede bookede code-share passagerer efter den 14. november.

“På længere sigt arbejder vi med en anden løsning. Vi skal nok tage os af vores kunder, og jeg kan ikke være mere konkret på nuværende tidspunkt,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Pressechefen ønsker heller ikke at forholde sig til branchekilder, der mener at vide, at SAS er klar til at iværksætte en lynoffensiv til Tallinn.

I første omgang vil det nyetablerede Nordic Aviation Group etablere sig på ruter fra Tallinn til København, Stockholm, Oslo og Trondheim. Ruterne skal flyves af det slovenske Star Alliance-selskab Adria Airways suppleret af svenske NextJet, der blandt andet har danskejede DOT LT som underleverandør.

Herudover kan det også ventes, at selskaber som Ryanair, Norwegian, airBaltic og Wizz Air vil overveje mulighederne efter Estonian-konkursen.

Foto: Morten Lund Madsen