- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS dropper papiraviserne

SAS vil i løbet af i år sandsynligvis afskaffe papiraviser på sine fly. Til gengæld vil tilbuddet af digitale aviser og magasiner blive udvidet.

De traditionelle papiraviser har de seneste 10 år haft en årlig nedgang i antallet af trykte aviser. Nu kan dette forstærkes yderligere ved, at SAS i løbet af året vil udfase tilbuddet med gratis papiraviser til sine rejsende. SAS begrunder dette med ændrede forbrugsmønstre og efterspørgsel fra de rejsende og vil ved overgang til digitale løsninger tilbyde endnu flere avis- og magasintitler til sine passagerer. Af danske avisert tilbyder SAS i dag sine passagerer at kunne læse Berlingske, BT og Børsen.

Digitalt via app
Allerede i dag kan rejsende med en SAS app til sin iPhone, Android telefon eller tablet downloade en digital udgave af de aviser, der er omfattet af deres flyvning. Dette er i de fleste tilfælde den fulde digitale udgave af papiravisen og dermed mere omfattende end eksempelvis avisernes hjemmeside. Denne teknologi skal yderligere forbedres således, at de rejsende vil få en læservenlig oplevelse af avisproduktet.

Løsningen kræver at man har installeret SAS’s app, at man er registeret med ens EuroBonus-nummer i appen og er online med sin telefon eller tablet inden flyrejsen, for at downloade avisen. Ombord på flyet er mulighederne begrænset. WiFi udbydes på SAS’s 10 nyeste Boeing 737-800 fly og fra på tirsdag på alle langdistancefly.

”Vores kunder kan nu downloade aviser og magasiner fra check-in åbner 22 timer inden flyvning. Fremover vil vi udvide tilbuddet af aviser, så den enkelte kan tilpasse sit behov. Vi vil også udvide med udenlandske aviser samt tilbyde flere magasiner,” siger den norske informationschef i SAS, Knut Morten Johansen, til CHECK-IN.dk

”Udbuddet af læsestof vil øge i digital form og passagerene kan få tilgang til digitale udgaver allerede dagen inden rejsen,” fortsætter Knut Morten Johansen.

I løbet af 2015
Informationschefen vil ikke sætte en dato på, hvornår det bliver stop for papiraviser ombord, men siger at det efter al sandsynlighed bliver i løbet af 2015.

”Vi skal have mediehusene til at levere de digitale avisprodukter og magasiner fuldt integreret i vores app-løsningen. Flere er allerede på plads, men vi skal også have mindre lokale og udenlandske titler ind,” forklarer Knut Morten Johansen. Han bekræfter, at den nye løsning vil omfatte hele SAS-netværket.