- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS er tilbage med høj punktlighed

Det er ikke blot på aktiekurserne, trafiktallene og regnskabet, at SAS i øjeblikket kan måle sin succes. August måneds punktlighedstal bringer SAS tilbage i verdenstoppen.

SAS har igennem det første halvår af 2013 været hårdt presset på selskabets punktlighed. Tidligere var SAS et af de mest punktlige flyselskaber i Europa, hvilket også har været et varemærke og en del af den strategiske positionering i markedsføringen.

Men nærdødsoplevelsen i november måned sidste år satte midlertidigt nogle spor i motivationen hos medarbejderstaben. Især hos jordpersonalet hos SAS Ground Handling, der venter på en outsourcing til Swissport, har der været tale om et andet præstationsniveau end tidligere, hvilket angiveligt har været en af årsagerne til de lave punktlighedstal i første halvdel af 2013.

Men nu ser det ud til at vende for SAS. August måneds punktlighedstal fra FlightStats er netop blevet offentliggjort, og her havner SAS på en femteplads blandt de største flyselskaber i verden kun overgået af Finnair, South African Airways, Austrian og Gulf Air.

Punktlighedstallet for august måned er på 91,76 procent, som er den andel af det samlede antal SAS-operationer, der ankom indenfor 15 minutter i forhold til tidtabellen. Den nordiske kollega Finnair lå helt i top med imponerende 93,18 procent af samtlige flyoperationer, der ankom til tiden.

Overhalet af Norwegian
Selvom SAS kan bryste sig af at ligge i punktlighedseliten hos de største flyselskaber i verden, ser der lidt anderledes ud, når man kigger på punktlighedstallene hos de europæiske flyselskaber.

Heri indgår ærkerivalen Norwegian, der ikke er optaget på verdenslisten. Det norske lavprisflyselskab havde en punktlighed på 93,32 procent i august måned, hvilket var noget bedre end SAS. Foran SAS ligger en halv snes europæiske flyselskaber, der ikke har samme størrelse som SAS målt på antal operationer.

I den absolutte top finder man Malmö Aviation med en punklighed på 96,94 procent. Så kan det vist ikke blive ret meget bedre. Og med topplaceringer til norske Widerøe samt finske Blue1 viser nordisk luftfart endnu engang, at punktlighed er en dyd, der værdsættes og forsøges efterlevet indenfor luftfarten. Icelandair trækker dog det nordiske gennemsnit ned med en august-punktlighed på 75,16 procent, hvilket er i den nederste ende af skalaen kun overgået af TAP Portugal, Brussels Airlines og spanske Air Nostrum.