- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

SAS fejrede pionerrute over Nordpolen

I fredags var det 60 år siden, at SAS åbnede polarruten fra København til Tokyo. Det blev markeret af SAS ved et arrangement i gaten.

Datidens pionerer i luftfarten var så ubestridt SAS, der i mange år var flere skridt foran konkurrenterne. Således var SAS i slutningen af 1954 det første flyselskab til at flyve over Nordpolen på ruten fra København til Los Angeles via Kangerlussuaq og Winnipeg.

Blot to år senere gentog SAS præstationen, men her var det Tokyo, der var destinationen. Flyvningen fandt sted den 24. februar 1957, og ombord på Douglas DC7-flyet var 105 passagerer og syv besætningsmedlemmer. Flyvningen til den japanske hovedstad – via Nordpolen og med teknisk mellemlanding i Anchorage i Alaska – blev gennemført på 32 timer, hvilket var en væsentlig reduktion i forhold til de 52 timer, som flyverejsen tidligere havde taget.

Den 24. februar om morgenen forlod DC7-flyet Reidar Viking Haneda-lufthavnen i Tokyo med Kastrup Lufthavn som destination. Få timer senere var der takeoff i Kastrup, hvor Guttorm Viking satte kurs mod Nordpolen og videre til Tokyo. Den danske statsminister H.C. Hansen og den norske udenrigsminister Halvard Lange holdt taler før afgangen, og ombord var en række VIP-gæster anført af danske Prins Axel og den norske Kon-Tiki-eventyrer Thor Heyerdahl.

VIP-gæsterne kunne se frem til en god forplejning undervejs på den lange flyverejse. Der blev serveret russisk kaviar, skildpaddesuppe, brioche med Roquefort, stegt oksefilet med Périgourdine, artiskokbund med aspargeshoveder, pommes gaufrettes samt en nordpolsoverraskelse og kaffe. Hertil fulgte rigeligt med champagne af mærket Pommery 1949 Brut.

Guttorm Viking (LN-MOD) efter ankomsten i Tokyo-Haneda lufthavnen. (Foto: SAS)

Op imod 500 millioner seere og lyttere over hele verden fulgte radiotransmissionen fra Nordpolen, da de to fly passerede hinanden. Guttorm Viking, der var afgået fra Kastrup, fløj i 3.000 meters højde og nedkastede en metalboks indeholdende en mikrofil med billeder af forsider fra den 1. januar 1957 fra omkring 700 aviser over hele verden.

Festligheder ved jubilæumsflyvningen
I fredags var den 60 år siden, at den luftfartshistoriske begivenhed fandt sted, og det valgte SAS at markere med en reception i gaten for de passagerer, der skulle flyve med SK983 til Tokyo-Narita lufthavnen samme eftermiddag. Der var pyntet op i gaten med danske og japanske flag, og der blev serveret kaffe og kage til passagererne, mens koncerndriftsdirektør Lars Sandahl Sørensen holdt en tale. Undervejs på flyvningen til Tokyo fik samtlige passagerer serveret en specialfremstillet jubilæusmskage til dessert.

“Vi er stolte over, at vi i mere end 60 år har bundet Skandinavien og Japan sammen. Vi har bragt vores befolkninger og erhvervs- og kulturliv i to meget dynamiske regioner sammen og transporteret utallige af passagerer mellem København og Tokyo. Tokyo er et spændende rejsemål for skandinaver, og samtidig findes der også stor interesse blandt japanerne for at rejse til Skandinavien,” udtaler koncerndriftsdirektør Lars Sandahl Sørensen i forbindelse med jubilæumsflyvningen.

I dag flyver man ikke via Nordpolen, idet Airbus A340-flyet tilbagelægger den 9.069 kilometer lange flyvetur på mellem 10 og 11 timer via Sibirien.

Jubilæumsflyvningen på rutenummer SK983 blev gennemført med den vanlige præcision. A340-flyet forlod gaten kl. 15:52, hvilket var syv minutter efter tidtabellen, men ved ankomsten i Tokyo-Narita var flyet ved gate allerede 21 minutter før det schedulerede ankomsttidspunkt. Selve flyvningen varede 10 timer og otte minutter, idet det danskregistrerede Freydis Viking lettede fra Københavns Lufthavn kl. 16:04 og satte hjulene på asfalten i Narita International Airport kl. 10:02 den efterfølgende dags morgen lokal tid.

SAS flyver seks gange om ugen mellem København og Tokyo i vintertrafikprogrammet, mens der flyves dagligt fra april til udgangen af oktober. Flere gange om året bliver SK984 fra Tokyo omlagt til at flyve direkte til en norsk destination, da japanske rejsearrangører chartrer flyet på det faste rutenummer. Det sker foreløbigt tre gange i 2017, hvor der flyves til Bergen fra den japanske hovedstad den 11. juli, 8. august og 15. august.

 

Relaterede artikler:

Ingen julefly fra Tokyo til København

SAS-fly strandet i Tokyo

Seks SAS-flyvninger fra Tokyo til Bergen

SAS vil flyve til Haneda Airport