- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS-flyvninger truet af strid om flymotorer

En strid om ejerskabet af motorerne til flere af de CRJ-fly, som det nye Cimber A/S skal operere for SAS, kan bringe SAS' flyvninger i fare.

Onsdag morgen kunne SAS fortælle, at regionalflyvningerne fra Københavns Lufthavn, som kuratellet efter Cimber Sterling-konkursen har gennemført de seneste 14 dage, vil fortsætte, idet et nyt selskab med navnet Cimber A/S har lejet de fire CRJ-fly, som benyttes til de omkring 30- 40 daglige flyvninger.

Men nu viser det sig, at SAS-flyvningerne kan hænge i en tynd tråd. For lige nu raser en juridisk strid om ejerskabet til flere af CRJ-flyene samt til flere af de øvrige fly, sm Cimber Sterling ejede, og som nu er i kuratellets varetægt.

Flere tredjeparter har nemlig pant i motorer og andre centrale komponenter i flyene, erfarer CHECK-IN.dk. Panthaverne har siden Cimber Sterlings konkurs den 3. maj forsøgt at stoppe kuratellets brug af flyene, da de mener, at store dele af flyene tilhører dem.

Lisa Bo Larsen, der er advokat hos Kromann Reumert og kurator for boet efter Cimber Sterling, bekræfter, at der er uenighed om ejerskabet af flyene.

“Der sidder kloge hoveder og undersøger det her forhold hos Kromann Reumert. Der er en særlig bestemmelse i Luffartsloven om at en motor bliver en fast del af et fly, hvis den har siddet på flyet i længere tid,“ forklarer Lisa Bo Larsen, der erkender, at der er blevet byttet meget rundt på motorer og andre reservedele i månederne op til konkursen, for at holde flyenei drift.

“Der er ikke konkluderet noget endnu. Vi har lejet flyene ud til Cimber A/S, men det er klart, at hvis der sidder noget på flyene, som det viser sig, at vi ikke ejer, så skal det udleveres til panthaver,“ understreger Lisa Bo Larsen.

Dermed kan SAS risikere at Cimber A/S ikke kan sende sine fly afsted på SAS’ ruter, fordi motorerne er blevet afhentet af panthaverne.

Hos SAS ønsker pressechef Trine Kromann Mikkelsen ikke at kommentere sagen før at striden mellem kuratellet og panthaverne er afgjort.