- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS holder igen med nye sommerruter fra CPH

Efter flere års ekspansion præsenterer SAS et mere afdæmpet sommertrafikprogram for 2027. Der er kun to nye ruter fra København, mens kapaciteten øges på en række eksisterende ruter.

SAS har i de seneste år præsenteret omfattende udvidelser af sommertrafikprogrammerne med en lang række nye destinationer fra Københavns Lufthavn. Men i sommeren 2027 bliver der skruet betydeligt ned for antallet af nye ruter.

Det fremgår af det sommertrafikprogram for 2027, som SAS har offentliggjort tirsdag. Her er der blot to nye lavfrekvente ruter fra København til henholdsvis Ljubljana i Slovenien og den spanske ferieø Menorca.

Begge ruter bliver sæsonbetjente i en forholdsvis kort periode hen over sommeren. Ljubljana får to ugentlige afgange fra den 25. juni til den 6. august, mens Menorca betjenes én gang om ugen fra den 30. juni til den 4. august.

På ruten til Ljubljana, der skal flyves i konkurrence med Norwegian, indsættes en Embraer E195 med 122 sæder, mens Menorca betjenes med en Airbus A320neo med 180 sæder.

Markant færre ruter
Det nye sommertrafikprogram står i kontrast til de foregående års udmeldinger fra SAS.

I september 2024 annoncerede flyselskabet således 15 nye ruter fra København til sommertrafikprogrammet for 2025. Senere blev programmet udvidet yderligere, så SAS i april 2025 kunne præsentere samlet 28 nye ruter i sommerprogrammet.

Også sommertrafikprogrammet for 2026 var præget af ekspansion. Her annoncerede SAS i september sidste år ni nye ruter, heraf syv fra København, ligesom sædekapaciteten fra den danske hovedstadslufthavn skulle øges med 20 procent.

For 2027 er fokus i stedet flyttet til at styrke eksisterende ruter med flere afgange og større fly.

“Vores fokus for sommeren 2027 er at tilføre kapacitet, hvor vi ser en tydelig efterspørgsel,” siger Erik Westman, koncerndirektør med ansvar for indtægter i SAS.

Større kapacitet på langdistanceruter
SAS vil i sommeren 2027 øge kapaciteten på syv interkontinentale ruter fra København.

Tokyo, Seoul og Washington D.C. får alle daglige afgange mod seks ugentlige afgange i det hidtidige program. Atlanta øges fra fem til syv ugentlige afgange, mens Seattle går fra fire til fem afgange om ugen.

På ruterne til Chicago og Mumbai vil SAS desuden indsætte Airbus A350 i stedet for Airbus A330, hvilket giver flere tilgængelige sæder. Mumbai-ruten får samtidig sin første fulde sommersæson, efter at forbindelsen blev etableret den 1. oktober 2026. 

Flere afgange til Stockholm og Aarhus
Også på det europæiske rutenet bliver der flere afgange. Fra København øges antallet af daglige afgange til Stockholm fra 15 op til 18, mens Aarhus går fra fire til fem daglige afgange.

Genève får 19 ugentlige afgange mod hidtil 13, mens Barcelona øges fra 10 til 13 og Venedig fra otte til 11 ugentlige afgange. Derudover vil SAS øge antallet af afgange til blandt andet Nice, Mallorca, Porto, Bilbao og Catania.

Fra Stockholm øges kapaciteten blandt andet til Luleå, Kiruna, Rom, Milano og Madrid, mens Oslo får flere afgange til Manchester, Bruxelles og Rom. Endelig øges betjeningen mellem Stavanger og Trondheim fra tre til fire daglige afgange.

 

Relaterede artikler:

SAS har droppet otte nye ruter fra stor CPH-satsning

Stort SAS-sommerprogram: Syv nye ruter fra CPH

Yderligere fire nye sæsonruter med SAS fra CPH