- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS: Ingen planer om at lukke Houston-rute

SAS' business-rute fra Stavanger til Houston er påvirket af nedgangen i olieindustrien. Men SAS understreger også, at der er passagerer til ruten, der fylder ét år i dag.

For præcis ét år siden i dag åbnede SAS flyruten fra Stavanger til Houston. Ruten bliver betjent med et lille Boeing 737-700 fly i en ren business class-konfiguration. Et produkt, der er skræddersyet til olieindustrien, hvor Houston og Stavanger er to nøglebyer.

Sidenhen er aktivitetsniveauet i den internationale olieindustri faldet som følge af en drastisk fald i olieprisen. Det kan mærkes hos SAS og på Houston-ruten.

”Det er klart, at det har påvirket os. For det er ret drastisk, det som sker i Stavanger og indenfor olieindustrien,” understreger Lars Sandahl Sørensen, koncerndirektør i SAS.

Fylde flyet
Påvirkningerne er dog ikke så store at SAS overvejer Houston-rutens fremtid.

”Vi har ingen planer om at lukke ruten. For der er kunder til ruten. Og nu skal der heller ikke så meget til at fylde flyet,” siger Lars Sandahl Sørensen med henvisning til, at der kun er 44 business class-sæder at sælge på hver af de seks ugentlige returflyvninger.

Han håber også, at ruten vil have gavn af at Lufthansa og Air France til oktober lukker deres ruter fra Stavanger til henholdsvis Frankfurt og Paris Charles de Gaulle. Det er nemlig to af de lufthavne, som mange af de rejsende mellem Stavanger og Houston vælger at flyve via, hvis ikke de vælger SAS-ruten.