- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS Irland vælger grøn løsning

Fremover vil SAS Irland samarbejde med softwarefirmaet OpenAirlines, der med en innovativ løsning skal være med til at gøre flyselskabet mere bæredygtigt.

SAS Scandinavian Airlines Ireland og OpenAirlines har indgået et samarbejde, der sigter mod, at SAS-datterselskabet skal være grønnere i fremtiden.

Den såkaldte SkyBreathe-model er blevet implementeret af SAS Irland. Det er et værktøj, som kan fremme den bæredygtige udvikling i et flyselskab. Helt konkret er der tale om en Fuel Efficiency-løsning, der altså har til mål at reducere brændstofforbruget på flyvningerne.

Det er en innovativ løsning, der anvender Big Data-algoritmer, kunstig intelligens og maskinlæring til automatisk at analysere milliarder af datasæt fra flyenes Flight Recorders. Ved at kombinere dette med data fra de faktiske flyveforhold – såsom nyttelast, vejrforhold, flyvevej, ATC-begrænsninger og så videre – finder softwaren de steder, hvor det er mest oplagt at lave besparelser.

SAS Irland kan således med de nye oplysninger få en stor forståelse af, i hvilket omfang flyene bruger brændstof i de forskellige faser i flyvningen. Flyselskabet kan derved finde de mest effektive procedurer, mens sikkerheden stadig har førsteprioritet.

“Som en del af SAS Group har SAS Irland mange initiativer i gang for at reducere sine CO2-emissioner og andre miljøpåvirkninger. For at komme videre var vi nødt til at have en bedre forståelse af vores brændstofforbrug. Det er derfor, vi valgte SkyBreathe. Softwaren vil være et stort aktiv for at hjælpe os med at nå vores mål,” siger Eoin O’Malley, driftschef hos SAS Irland.

Softwarefirma anerkendt af flere flyselskaber
I forvejen anvender flyselskaber som Norwegian, Malaysia Airlines, Transavia og Atlas Air ligeledes SkyBreathe fra OpenAirlines i forsøget på at reducere flyenes brændstofforbrug.

OpenAirlines har hovedkontor i den franske by Toulouse, og det internationale softwarefirma har desuden kontorer i Hong Kong og Miami. Selskabet leverer overordnet set rådgivning og softwareløsninger til flyselskabernes drift.

Selskabets nye kunde, SAS Irland, blev stiftet i 2017 og har hoverkontor i Dublin i Irland. Selskabet har siden den 20. december samme år opereret flyvninger på vegne af moderselskabet SAS, og det har baser i både London Heathrow og Malaga. Det irske SAS-datterselskab råder over ni fly af typen Airbus A320neo med en gennemsnitsalder på blot 1,8 år.

SAS havde i begyndelsen store vanskeligheder med at få det irske datterselskab kørt ordentligt ind. Det flyvende personale rekrutteres via CAE Parc Aviation, men virksomheden havde til at begynde med svært ved at tiltrække piloter på de tilbudte vilkår.

I første omgang er det planen, at SAS Irland kun skal have ni fly i flåden. Det er dog ikke utænkeligt, at SAS sender flere Airbus A320neo over på den irske driftstilladelse, efterhånden som det skandinaviske selskab modtager flere nye fly af denne type.

 

Relaterede artikler:

Atter nye fly til SAS Irland

Midlertidigt stop for nye fly til SAS Irland

Norsk medie: Kaotiske forhold i SAS Irland