Sommertrafikprogrammet i 2026 bliver det mest omfattende nogensinde for SAS, der lancerer ni nye ruter og seks nye destinationer. Sædekapaciteten fra København stiger med 20 procent.
SAS har netop sendt sit største sommertrafikprogram nogensinde til salg, og der er en masse nyt i vente for kunderne.
Således vil det skandinaviske flyselskab åbne i alt ni nye ruter og til seks nye destinationer i løbet af sommeren næste år. Herudover øger selskabet på en lang række ruter både i Europa og til Asien.
Syv af de ni nye ruter i 2026 udgår fra Københavns Lufthavn. Der åbnes til Mumbai 2. juni (fem ugentlige afgange), til Istanbul 26. marts (daglige afgange), til Riga 8. marts (tre daglige), til Luxembourg 9. marts (to daglige), til Bordeaux 15. maj (to ugentlige), til Marseille 22. juni (to ugentlige) samt til Visby 22. juni (tre ugentlige).
Foruden de nye CPH-ruter åbner SAS også en ny rute fra Stockholm til Madrid 29. marts med to ugentlige afgange. Herudover en ny rute fra Oslo til Hamborg fra 30. marts med to flyvninger om ugen.
Øger med 20 procent fra CPH
Visse SAS-ruter, der tidligere kun har været opereret i højsæsonen, vil nu være aktive i hele sommertrafikprogrammet – herunder København-Ålesund, København-Edinburgh og København-Thessaloniki.
Frekvenserne på mere end 30 af SAS’ eksisterende ruter øges. Fra København vil der være flere afgange på over 25 ruter – herunder til blandt andet Berlin, Bruxelles, Budapest, Krakow, Prag, Seoul, Tallinn og Tokyo.
Fra Stockholm bliver der flere flyvninger til Bruxelles, Dublin, Paris og Vaasa, mens der fra Oslo øges i antallet af frekvenser til Bruxelles, Dublin og Reykjavik.
SAS oplyser, at sædekapaciteten fra Københavns Lufthavn stiger med 20 procent i sommertrafikprogrammet 2026, hvilket giver 50 procent flere forbindelsesmuligheder.
’Ekspansion understreger vores vækstambition’
Der er flere destinationer end i noget tidligere sommertrafikprogram fra SAS, og kunderne vil kunne vælge mellem højfrekvente forretningsruter og fritidsdestinationer.
”Vi er begejstrede for at præsentere vores største sommerprogram i SAS’ historie, hvilket afspejler den stærke fremgang, vi oplever som selskab,” siger Anko van der Werff, koncernchef hos SAS.
”Med to yderligere Airbus A350’ere, flere destinationer og bedre forbindelser end nogensinde før tilbyder vi vores kunder et uovertruffent niveau af valgmuligheder og fleksibilitet. Denne ekspansion understreger vores ambition om at vokse, yderligere styrke København som Skandinaviens globale knudepunkt og give vores kunder pålidelige, punktlige rejser i verdensklasse i bredere skala.”
Større fokus på Gotland
En af de nye ruter, som Københavns Lufthavn får i sommeren 2026, er til Visby, der ligger på den svenske ø Gotland. Den nye rute med tre ugentlige afgange giver således øboerne adgang til flere end 125 destinationer i Europa, Nordamerika og Asien – herunder 14 interkontinentale ruter.
”I løbet af det seneste år har SAS øget trafikken mellem Visby og Arlanda betydeligt og dermed forbedret tilgængeligheden for gotlændingerne. Med den nye rute til København, Skandinaviens globale knudepunkt, bliver det endnu nemmere at rejse verden rundt via vores internationale netværk,” siger Alexandra Lindgren Kaoukji, pressechef for SAS i Danmark.
SAS oplyser, at de nye ruter og flere frekvenser i sommeren 2026 bygger på flyselskabets operationelle ekspertise. I løbet af de seneste år er SAS flere måneder blevet rangeret som det mest punktlige flyselskab i både Europa og i verden.
Det rekordstore 2026-sommertrafikprogram hos SAS er sat til salg fra 22. september 2025.
Relaterede artikler:
SAS i gang på 14. interkontinentale rute fra CPH