- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS lader rejsende ombooke Israel-rejser

Det skandinaviske flyselskab har valgt at give sine passagerer muligheden for at ombooke rejser til Israel i resten af juli måned, som følge af urolighederne i landet.

Den tiltagende uro i Israel, Gaza og Vestbredden fik tirsdag aften i sidste uge det danske udenrigsministerium til at skærpe sin rejsevejledning for Israel. Udenrigsministeriet har i sin rejsevejledning frarådet alle ikke-nødvendige rejser til området inden for 40 kilometer-grænsen til Gaza.

Ind til videre har dette ikke haft konsekvenser for flyselskaberne, der flyver mellem Danmark og Israels hovedstad, Tel Aviv, der ligger 60 kilometer fra grænsen til Gaza. Imidlertid har SAS valgt at give rejsende til Israel muligheden for at ombooke billetter med afrejse i resten af juli måned.

”Vi tilbyder vores kunder at rebooke, eftersom Tel Aviv kun ligger 20 kilometer udenfor den zone, hvor mange udenrigsministerier fraråder rejser til,” siger Anna Nielsen fra SAS’ presseafdeling til CHECK-IN.dk. Hun understreger, at SAS ikke har oplevet, at rejsende er begyndt at afbestille, men selskabet har alligevel ønsket at tilbyde denne service, som alene omfatter ombooking og ikke afbestilling.

Afventer udenrigsministeriet
Det er ikke kun SAS, der flyver til Tel Aviv. Norwegian har fra både København og Stockholm ruter til den israelske hovedstad, men trods uroen har selskabet ikke planer om at tilbyde ombooking af billetter.

”Vi følger udenrigsministeriets rejsevejledninger, og ind til videre fraråder de ikke rejser til Tel Aviv, hvor vi flyver til,” siger Johan Bisgaard-Larsen, informationschef i Norwegian til CHECK-IN.dk. Han påpeger, at man heller ikke har oplevet, at de rejsende afbestiller rejser til Tel Aviv på grund af urolighederne.

Både SAS og Norwegian opretholder sit ruteprogram til Tel Aviv fra Stockholm og København. SAS flyver henholdsvis to og tre gange om ugen fra Sverige og Danmark, hvor Norwegian flyver tre gange om ugen på begge ruter.