- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS: Lang udsigt til fortsat SGH-fremdrift

Der kan komme til at gå et år før Swissport er parat til at genoptage arbejdet med at integrere SAS Ground Handling i den schweiziske handling-gigant. Det vurderer SAS.

Medarbejderne i SAS Ground Handling (SGH) kommer til at gå rundt i et ejermæssigt vakuum et godt stykke tid endnu. For en integration i handlinggiganten Swissport har stadig meget lange udsigter. Swissport er nemlig travlt optaget af at integrere handlingselskabet Servisair.
“Når de er færdige med integrationen af Servisair, så genoptager vi diskussionerne omkring hvordan SAS Ground Handling på sigt kan blive en integreret del af Swissport. Der kommer formentlig til at gå et år, uden at jeg kan sætte eksakt dato på,“ forklarer koncerndriftsdirektør Flemming Jensen fra SAS til CHECK-IN.dk.
Som et led i SAS’ store spareplan, 4Excellence Next Generation, blev SAS Ground Handling i efteråret 2012 sat til salg. Efter en længere forhandlingsproces slog Swissport til i oktober i år. Dog ikke med et regulært køb af virksomheden, men ved at købe en ejerandel på 10 procent af SGH. Et signal om at parterne stadig ønskede at samarbejde, men at et egentligt ægteskab ikke var på tapetet her og nu. Imellemtiden havde Swissport nemlig købt rivalen Servisair. Og en succesfuld integration af den virksomhed stod nu øverst på Swissport-dagsordenen.
Får indflydelse og indsigt
Flemming Jensen havde gerne set, at integrationen med Swissport allerede var forhandlet på plads og igang. Sådan skulle det ikke gå. Men han glæder sig over, at Swissport trods alt er med ombord.
“De kommer til at få indflydelse på udviklingen i SAS Ground Handling i det kommende år og indsigt i virksomheden. Det vil uden tvivl have betydning, når vi genoptager arbejdet,“ understreger Flemming Jensen.