- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS Lounge Chicago: En lille bid af Skandinavien

Man føler sig virkelig velkommen, når man træder ind i SAS-loungen i Chicago O’Hare lufthavnen. Et øjeblik glemmer man, at man befinder sig i en af verdens største lufthavne.

(CHICAGO) SAS har et gennemført ”skandinavisk” design i sine lounges, og loungen i Chicago O’Hare lufthavnen er ingen undtagelse. Lyse parketgulve, træ og stilrene møbler. Opskriften er den samme som hjemme i København, Oslo eller Stockholm – og det fungerer. Jeg føler mig i godt humør og får en form for hjemmevant følelse.

Loungen er ikke stor, og den kan til tider blive fyldt, når der er mange passagerer, der har fået adgang. En adgang som kræver et SAS Guldkort eller højere, Business eller Plus billet, eller at man er indehaver af et Guldkort fra en af de andre Star Alliance partnere. SAS EuroBonus medlemmer med Guldkort eller højere kan tage sin familie med i loungen, eller én gæst.

Selv om der til tider kan være trængsel, så giver de store panoramavinduer med udsigt til flyenes parkeringspladser et rummelig indtryk. Hvis man, som jeg, kan lide at se på store fly, så er det et rigtig godt sted at være. Jeg har set alt fra biler til levende heste blive hentet ud fra flyenes lastrum.

Udvalget af drikkevarer er godt. Diverse sodavand, juice, vin, spiritus og øl, ja, sågar danske Carlsberg har fundet vejen ind i køleskabet. Når det kommer til noget til ganen, er udvalget noget mere snævert. Frugt, chips, kiks, pålæg og nogle plastikpakkede kager. Her kunne man savne noget mere at spise inden flyets afgang.

Betjeningen er outsourcet og det er derfor ikke SAS-ansatte. De bærer SAS uniform og optræder ud ad til som SAS ansatte. Der er altid en skandinavisk talende blandt personalet. Skal man have hjælp til ændringer eller at bytte sæde, hjælpes man med et smil og god service, blandt andet bliver man også gjort opmærksom på, når flyets boarding påbegyndes.

Loungen tilbyder Wifi, men ved anmelderens besøg fungerede dette dårligt. Jeg måtte logge ind flere gange, og når man først var logget på, var det en meget langsom forbindelse. Ifølge en sidemand i loungen, er dette et velkendt problem. Toilet skal man finde ved at gå ud af loungen og benytte et af terminalens.

Loungen ligger godt placeret omkring. to minutters gang fra de gates SAS normalt benytter. Kommer man ikke på internettet eller ikke ønsker at bruger tiden på at se på flyene uden for vinduet, kan tiden bruges til at læse i diverse amerikanske og skandinaviske aviser og magasiner.

Plus: Imødekommenhed, god udsigt, lyse og hjemmevante lokaler. SAS Guldkort medlemmer eller højere kan tage familien med i loungen (max 4 personer).

Minus: Langsom Wifi, lille udvalg af mad, ikke toilet i lounge og at der kan blive trængsel til tider.

Bedømmelse: 3 af 6 stjerner

Fakta boks
Betingelser for adgang (se evt regler fra de enkelte flyselskab og kort udstedere for regler omkring gæster)
  • SAS Eurobonus Guld
  • SAS Eurobonus Diamand
  • SAS Eurobonus Pandion
  • SAS Business Class
  • SAS Plus
  • Star Alliance Gold
Åbningstider Man-ons-fre-lør-søn fra kl 08:00
Tirs-tors fra kl 12:00
Lukker alle dage 30 min før sidste SAS afgang
Placering Terminal 5 – efter security. Tæt på gate M13
Mad: Diverse snacks
Drikke: Udvalg af varme og kolde drikkevarer
Toilet i lounge: Nej
Bad Nej
Rygerum Nej
Wifi Ja – men langsom
Mulighed for ombooking, ændring af sædem.m. Ja – på SAS og Star Alliance, når de er i sammenhæng med en SAS billet.
Website http://www.sas.dk/alt-om-rejsen/i-lufthavnen/lounges/

Om anmelderen
Joakim J. Hvistendahl er hvad, man kalder en Frequent Flyer. Med over 100 rejsedage om året, er han mangeårigt Guldmedlem hos SAS og Platinum-medlem i Flying Blue-programmet hos Air France-KLM. Joakim vil løbende anmelde lounges, flyselskabernes nye kabiner og sæder samt sikre at læserne på CHECK-IN.dk får et frisk pust ude fra luftfartens virkelige verden. Joakim er oprindelig fra Norge, men har været bosat i Danmark siden 2002.