- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS lukker rute til Leeds

SAS har haft svært ved at få ruteøkonomi i ruten fra København til Leeds. Det er nu blevet besluttet at lukke ruten fra den 1. december i år.

SAS åbnede den 30. marts i år tre nye helårsruter.To ruter udgik fra København til henholdsvis Leeds og Linköping, mens den tredje var fra Aalborg til Oslo.

Men tilsyneladende har det været svært for SAS at få en bæredygtig økonomi i de nye ruter, for nu er det blevet besluttet at lukke Leeds-ruten, mens ruten fra Aalborg til Oslo allerede blev lukket for snart 14 dage siden.

Leeds-ruten har været befløjet to gang ugentligt på henholdsvis mandage og fredage med fly af typen Bombardier CRJ200 og 900. Sidste flyvning på ruten vil finde sted den 1. december.

“Der har ikke været det optag, som vi havde forventet. Vi er blevet lidt mere offensive i vores rutestrategi, hvor vi løbende tester nogle ting af. Det har vist sig ikke at være lønsomt i tilfældet med Leeds-ruten,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Største operatør til Storbritannien
Trods rutelukningen er SAS stadig den største operatør af direkte ruter fra København til centrale destinationer i Storbritannien. Det er tilfældet via op til 200 ugentlige afgange på ruterne til London, Newcastle, Manchester, Birmingham, samt Aberdeen.

Fra København flyver SAS syv gange dagligt til Londdon-Heathrow, mens Manchester og BIrmingham betjenes via to daglige flyvninger.Til Newcastel og Aberdeen flyver SAS blot en gang dagligt.