- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

SAS og Norwegian splittet over biobrændstof

Tirsdag gennemførte Norwegian og SAS de første flyvninger på biobrændstoffer i Norge. Henholdsvis kl. 16.15 og 16.20 lettede SK371 og DY631 fra Trondheim og Bergen med næsten 50 procent biobrændstoffer i tankene og kurs mod Oslo Gardermoen på almindelige ruteflyvninger.

Begejstringen over den bedrift er stor hos direktørerne for de to selskaber.

”SAS har arbejdet i over ti år på at fremskynde kommercialiseringen af vedvarende brændstoffer. Selvom SAS har reduceret den samlede CO2-udledning med 13 procent siden 2005, så vil vi bruge biobrændstof til reducere de forurenende emissioner på rejsen betydeligt mod en mere bæredygtig luftfart. Med flyvningen vil vi bevise, at der findes løsninger. Så det er fortsat SAS ambition at skabe betingelserne for at dette kan blive en realitet i stor skala i Skandinavien,” siger administrerende direktør for SAS, Rickard Gustafson.

”I Norwegian er vi meget opsatte på at gøre alt, hvad vi kan for at gøre luftfarten mere miljøvenlig. Vi har et klart mål om at reducere CO2-udledningen med 30 procent per passager i perioden 2008 til 2015. Den mest markante forbedring er de nye fly, og Norwegians flåde er blandt de nyeste og mest miljøvenlige i Europa. Men nye fly er ikke nok. Bæredygtige biobrændstoffer er også en vigtig foranstaltning. Denne flyvning med biobrændstof fra Bergen til Oslo er en vigtig milepæl i branchens fælles engagement i at stille bæredygtige biobrændstoffer til rådighed for flyselskaberne,” siger administrerende direktør i Norwegian, Bjørn Kjos.

For høj pris
I realiteten er dog stor forskel på hvor hurtigt de to selskaber vil tage affære og begynde at bruge biobrændstof regelmæssigt.

”Vi vil investere et mindre beløb inden for en kort tid til at få startet hurtige leverancer. Vi har truffet en principiel beslutning om det, og er klar til at tage den endelige beslutning, når vi ser, at leverancerne kan starte og til hvilke priser det sker,” siger miljøchef i SAS, Lars Andersen Resare, til den norske avis Dagens Næringsliv.

SAS forestiller sig i første omgang at få procent biobrændstof tilsættes den almindelige flybrændstof. Og selskabet er i dialog med Statoil om at etablere faciliteter i Oslo Gardermoen-lufthavnen.

Biobrændstof er dog ikke nogen billig fornøjelse. Det er således mellem to og tre gange dyrere end normalt flybrændstof. Og derfor har Norwegian ingen aktuelle planer om, at det skal blive til mere end tirsdagens testflyvning.

”Norwegian har ikke forpligtet sig til at købe biobrændstoffer i 2015. Til det er prisen for høj og tilgængeligheden for lav, siger informationschef Lasse Sandaker-Nielsen fra Norwegian til avisen Dagens Næringsliv.