- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS og piloterne enige om ny overenskomst

SAS-piloterne afstår fra en lønstigning på fire procent i en ny etårig overenskomst til erstatning af sidste år af den treårige overenskomst, der efter strejken i 2019 sikrede en lønstigning på samlet 10,86 procent.

SAS og SAS Pilot Group, der består af fire pilotforeninger i de tre skandinaviske lande, har fredag eftermiddag underskrevet en ny et årig overenskomstaftale gældende fra den 1. april 2021.

Den nuværende treårige aftale, der blev indgået i foråret 2019 havde en indbygget klausul om, at den kunne opsiges af hver af parterne et år før tiden, og den ret valgte SAS at benytte som følge af de finansielle udfordringer i forbindelse med coronapandemien.

Ifølge en pressemeddelelse fra SAS Pilot Group har der været intense forhandlinger i tre uger, og SAS fremsatte fredag et nyt forslag, som piloterne har accepteret. Aftalen betyder, at piloterne frasiger sig den aftalte lønforhøjelse på fire procent i det sidste år af den igangværende overenskomst.

”Vi har i dag accepteret et forslag, som SAS-ledelsen lagde frem for en løsning på forhandlingerne. Aftalen indebærer en reallønsnedgang for alle piloter i SAS. Selskabet står i en vanskelig situation og mange af vores kollegaer er opsagte eller arbejdsfordelt. Nu håber vi, at denne aftale bidrager til en god dialog med SAS-ledelsen, og er til det bedste for både ansatte og vores passagerer,” siger Christian Laulund, leder af SAS Pilot Group.

Mister den største stigning i den 2019-aftalen
Pilotstrejken i SAS i foråret 2019 var dyr for SAS. Den syv dage lange strejke medførte 4.000 flyaflysninger, hvormed 380.000 passagerer fik deres rejseplaner forstyrret.

Det kostede SAS i omegnen af 450 millioner kroner, og samtidig opnåede piloterne at bytte en lønregulering på 1,50 procent fra aftalen i 2017 ud med en stigning på 3,50 procent i det første år af den  aftale, der blev indgået fra den 1. april 2019 på baggrund af strejken.

I den treårige aftale fra 2019, der nu afsluttes den 31. marts 2021, var piloterne sikret en lønstigning på samlet 10,86 procent fordelt med årlige lønstigning på henholdsvis 3,50, 3,00 og 4,00 procent.

Det er SAS, der har valgt at opsige det sidste år af aftalen, og målet har været produktivitetsforbedringer på mellem 15 og 25 procent, selvom det er langtfra hvad SAS har opnået med den nye aftale.

“SAS har store forpligtelser knyttet til redningspakkerne vi har modtaget, og vi vil møde en helt anden og meget skarp konkurrence efter corona. Aftalen med piloterne er med desværre ikke god nok til at sikre den konkurrencekraft, som SAS for i fremtiden,” siger John Eckhoff, pressechef i SAS, til norske E24.no.

Udspil i kølvandet på EU-dom
Fredagens endelige udspil fra SAS til piloterne kommer blot få dage efter, at EU-Domstolen foretog en præjudiciel afgørelse i forhold til sager om kompensation til passagererne efter EU-forordning 261/2004, som var blevet anlagt ved byretter i Sverige og Danmark. Her fastslog EU-Domstolen, at pilotstrejken ikke faldt ind under begrebet “usædvanlige omstændigheder”, hvormed SAS skulle betale kompensation i forbindelse med aflysningerne.

“Som enhver anden arbejdsgiver kan et transporterende luftfartsselskab, der er stillet over for en strejke iværksat af dets personale, som er begrundet i krav, der er knyttet til arbejdsvilkår og løn, ikke gøre gældende, at denne ikke havde nogen kontrol over denne strejke,” hedder det blandt andet i dommen.

Hvis SAS kommer til at betale kompensation for samtlige aflysninger under pilotstrejken i foråret 2019, vil der være tale om et beløb på helt op til 117 millioner euro, eller godt 870 millioner kroner.

 

Relaterede artikler:

SAS-piloter skal 44 procent ned i løn og arbejdstid

Danske SAS-piloter går 22 procent ned i løn

SAS-kaptajner får lønstigninger på 125.000 kroner