- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

SAS opgiver fritidsruter fra Aarhus Lufthavn

SAS-ruten fra Aarhus Lufthavn til Mallorca var ikke nogen succes med gennemsnitligt 84 tomme sæder per afgang, og nu opgiver SAS fritidsruter fra lufthavnen.

Da SAS for nogle år siden besluttede, at selskabet også vil tilbyde et bredt udbud af ruter til de fritidsrejsende, blev der eksperimenteret med etablering af ruter fra flere regionale lufthavne i Skandinavien.

I sommeren 2014 startede SAS således sæsonruter fra Billund Lufthavn til Bergen, Split, Nice og Gazipasa (Alanya), mens Aalborg Lufthavn fik sæsonruter til Split og Nice. I vinterprogrammet 2014/15 forsøgte SAS sig også med Málaga fra Billund og Aalborg. Dengang blev Aarhus Lufthavn forbigået, da den østjyske lufthavn angiveligt ikke var konkurrencedygtig på passager- og startafgifter.

Ruten fra Billund til Gazipasa er den eneste, der har vist sig at være levedygtig, men i denne sommer fik Aarhus Lufthavn en mulighed for at bevise potentialet, da SAS valgte at flyve til Palma de Mallorca hver mandag i skoleferien fra den 28. juni til den 8. august. Det kommer selskabet dog ikke til at gentage.

Ifølge tal fra Trafikstyrelsen var der i alt 1.369 passagerer på de syv returflyvninger fra Aarhus til den populære spanske ferie-ø. Det svarer til 98 passagerer per afgang og en belægning på 54 procent. SAS benyttede nemlig fly af typen Airbus A321 med 198 sæder på fem af de syv rotationer, mens A319-fly med 141 sæder var indsat på to af de syv mandagafgange. Den samlede udbudte sædekapacitet var således 2.544 sæder.

“Vi synes, at det er gået fint med Mallorca-flyvningerne med SAS. Vi var lidt utrygge på et tidspunkt, men vi nåede at få belægningen op. Vi har en klar forventning om, at SAS ikke er færdige med solskinsruter fra Aarhus Lufthavn,” siger administrerende direktør Peter Høgsberg fra Aarhus Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Slut med fritidsruter fra Aarhus Lufthavn
Mallorca er en af de mest attraktive ruter at starte op med, da potentialet er meget stort i højsæsonen. Mange rejsende vendte ryggen til Tyrkiet i denne sommer og tilvalgte i stedet de sikre spanske feriedestinationer. SAS har dog gjort det unødigt svært for Aarhus Lufthavn at bevise et potentiale, da en afgang om mandagen ikke er særlig attraktiv for feriefolket, der helst vil rejse i weekenden for at få det til at passe med hele ferieuger.

Passagertallet på ruten har da også betydet, at SAS ikke forventer at genoptage ruten næste sommer. Faktisk lader det til, at Mallorca-testen har givet SAS argumenter for ikke at prøve andre fritidsruter fra Aarhus Lufthavn.

“Lige nu vurderer vi ikke, at der vil komme flere leisure-ruter fra Aarhus Lufthavn. Vi har succes med de flyvninger, vi har nu (København og Stockholm, red.) i forhold til til vores frekvente rejsende, og det er vi tilfredse med,” siger pressechef Mariam Skovfoged.

I årets første otte måneder har der været 5.211 charterpassagerer mellem Aarhus og Palma de Mallorca, hvilket er en smule mindre end samme periode året før hvor chartertrafikken til Mallorca nåede op på 5.326 passagerer. Da august måned i år inkluderede fire weekender mod fem i august sidste år, kan der reelt være tale om en større tilbagegang, hvilket vil kunne registreres når september-tallene bliver offentliggjort.

 

Relaterede artikler:

Ny SAS-rute redder første halvår for Aarhus Lufthavn

Dobbeltbetjening bekymrer ikke i Aarhus

SAS åbner Spanien-ruter fra Jylland

Sommerruter fra Jylland var ingen succes

SAS vil åbne ferieruter fra Jylland