- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

SAS overvejer business-rute til New York

Hvis den nye business-rute fra Stavanger til Houston ikke finder fodfæste, kan SAS overveje at etablere en rute fra København til New York med det særlige Boeing 737 all-business fly fra PrivatAir.

SAS indviede den 20. august den særlige business-rute fra Stavanger til Houston, der bliver opereret med et indlejet Boeing 737-fly fra schweiziske PrivatAir.

Flyet er indrettet i en særlig version med 44 business-class sæder, der gør det velegnet til brug på landdistanceruter med en flyvetid på helt op til 11 timer.

Men der er lang fej, før man kan kalde den nye rute en succes. Passagermængden har været meget varierende i de første uger af rutens levetid.

“Belægningen svinger en del, hvilket er normalt med nye ruter. Nogle afgange har været tilnærmelsesvis fuldtbookede, mens andre afgange har haft en belægning på omkring 20 procent,“ fortæller koncerndirektør for salg og marketing, Eivind Roald fra SAS til Aftenposten.no.

Flyafgange med en belægning på 20 procent vil således kun have ni passagerer i kabinen på den mere end 10 timer lange rejse mellem Stavanger og Houston.

Overvejer business-rute København-New York
Om det er usikkerhed om Houston-rutens levedygtighed, eller fordi SAS ønsker at investere yderligere i nichesegmenter vides ikke. Men allerede nu overvejer SAS at oprette en business-rute fra København til New York. Det fremgår af en udtalelse, som Eivind Roald skulle have fremsat i det føromtalte interview i Aftenposten.

Den udmelding bliver hevet godt og grundigt i land af pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark.

“Vi overvejer altid muligheder for at tænke nyt og strategisk i forhold til nogle særlige kundesegmenter, og der kan man også godt forestille sig andre løsninger. Der er ikke noget konkret endnu, og jeg tror blot, at København-New York var nævnt som et eksempel,“ fastslår Trine Kromann-Mikkelsen over for CHECK-IN.dk.

SAS bekræfter, at flyet er lejet fra PrivatAir på en treårig aftale. Skulle det ikke lykkedes med Houston-ruten kan flyet eventuelt anvendes på en anden rute i samme konfiguration, eller på europæiske ruter i en traditionel indretning med Go og Plus-kabinekonceptet.

“Vi kommer til at følge Houston-ruten for at se, om det er et attraktivt segment at gå ind i,“ slutter Trine Kromann-Mikkelsen.