- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS-piloter tvivler på at de får gavn af ekspansion

Nye SAS-baser udenfor Skandinavien skal skabe luft til ekspansion. De danske SAS-piloter tvivler dog på, at ekspansionen kommer dem til gavn.

For de danske SAS-piloter var onsdag en trist dag. Nyheden om, at SAS allerede om ni måneder planlægger at åbne baser i London og Spanien med lokalt ansat personale, vækker nemlig ikke jubel.

”Det er ikke en god dag. For det her kan betyde, at vi mister arbejdspladser i Skandinavien,” siger René Arpe, formand for Dansk Pilotforening, som organiserer langt hovedparten af de danske SAS-piloter.

SAS argumenterer for, at de nye baser og lavere produktionsomkostninger på nogle af de ruter, hvor konkurrencen er hårdest, kan skabe grobund for ekspansion, så der ikke vil blive tale om afskedigelser.

René Arpe er dog ikke sikker på at ekspansionen nødvendigvis vil komme personalet på de skandinaviske baser til gavn.

”Man kunne godt forestille sig, at SAS vil vælge at foretage ekspansionen der, hvor omkostningerne er lavest. Og det er på de nye baser, hvor de vil have de nye fly og det nye billigere lokalt ansatte personale,” pointerer René Arpe med henvisning til, at personalet på baserne i London og Spanien får de nyeste Airbus A320neo-fly, som SAS i øjeblikket modtager i en lind strøm.

Desuden har SAS selv oplyst, at man forventer, at de samlede lønomkostningerne per medarbejder bliver 30 procent lavere på de nye baser end på de nuværende tre skandinaviske baser i Københavns Lufthavn, Oslo Gardermoen-lufthavnen og Stockholms Arlanda lufthavn.

Fly kommer et andet sted hen
Så selvom den samlede SAS-produktion bliver større, så bliver det ikke nødvendigvis danske piloter, der får gavn af det. I første omgang vil SAS fra oktober i år placere fem af de nye Airbus A320neo-fly i London Heathrow og sandsynligvis Malagas lufthavn i Sydspanien.

”De nye fly mine medlemmer skulle have fløjet med, kommer et andet sted hen. Mængden af job på baserne i Skandinavien risikerer dermed at blive mindre,” siger René Arpe.

SAS har bestilt i alt 30 nye Airbus A320neo-fly.

Foruden de to nye baser, så går SAS også efter at få en driftstilladelse – et såkaldt Air Operators Certificate (AOC) – i Irland.

Indleder forhandlinger
Udmeldingen fra SAS om planerne om de nye baser kommer samtidig med at selskabet indleder overenskomstforhandlinger med de faglige organisationer. Onsdag satte SAS sig således til forhandlingsbordet overfor Cabin Attendants Union, der repræsenterer det danske kabinepersonale. Og mandag sidder SAS overfor René Arpe og de øvrige medlemmer af Dansk Pilotforenings forhandlingsdelegation.

 

Relaterede artikler:

A320neo-fly på SAS-baser i London og Málaga

SAS åbner nye baser og udflager til Irland

SAS: Base i London er ikke regelshopping

SAS-overvejelser om udflagning vækker bekymring

SAS overvejer London-base

SAS-boss: Udflagning kan være en mulighed