- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS-piloter varsler strejke

SAS-piloterne i Danmark, Norge og Sverige har varslet strejke til start den 26. april. Parterne kan ikke nå til enighed om en ny overenskomst.

SAS og selskabets skandinaviske piloter skal efter to år med fredspligt atter til at lægge arm med hinanden. Det er konsekvensen af strandede forhandlinger om en ny overenskomst på hver af de tre skandinaviske markeder.

Derfor har piloter i SAS Pilot Group, der er paraplyorganisation for fire nationale pilotforeninger, varslet strejke, efter at forhandlingerne i Danmark brød sammen i går. En eventuel strejke vil således kunne bryde ud den 26. april ved midnatstid, hvis parterne ikke finder hinanden i en mægling.

Ifølge piloterne er der tre elementer, der adskiller parterne, henholdsvis samarbejdsaftaler, forudsigelig arbejdstid og lønninger på markedsvilkår.

Majoriteten af piloterne i SAS har ingen kontrol over hvornår og hvor længe de skal arbejde. Det eneste piloterne ofte ved om sin arbejdstid for næste måned er, at de kun har fri én weekend. I værste fald risikerer de at skulle arbejde syv weekender i træk. Dette er uholdbart. At ikke kunne planlægge sit liv er en stor belastning og vi har derfor krævet større forudsigelighed i vores turnus. Desværre viser SAS ringe forståelse for dette krav,” siger Wilhelm Tersmeden, der er formand for den svenske pilotforening SPF.

Markedsjustering af løn
I forhold til kravet om markedsmæssige lønninger har piloterne naturligvis noteret sig, at SAS i løbet af de seneste to regnskabsår har haft et samlet overskud på 3,8 milliarder svenske kroner, og derfor finder man det naturligt, at det også skal komme piloterne til gode.

Faktum er, at vi har bedt SAS om en markedstilpasning af vores løn. Piloterne i SAS har i flere år bidraget til SAS’ rentabilitet. Tidligere ville SAS altid sammenligne os med andre flyselskaber. Når lønninger og arbejdstidsordninger nu er dårligere end andre seriøse flyselskaber, vi kan sammenligne os med, afviser SAS at diskutere markedsløn for piloter,” forklarer den svenske pilotformand.

SAS Pilot Group består af Dansk Pilotforening (DPF), Norske SAS-flygeres Forening (NSF), Scandinavian Norge Flygerforening (SNF) og Svensk Pilotförening (SPF) og organiserer ifølge egne oplysninger omkring 95 procent af samtlige SAS-piloter i Danmark, Norge og Sverige.

I tilfælde af en konflikt vil SAS kunne holde en væsentlig del af produktionen i gang med piloterne organiseret i SAS Pilot Union samt operationerne fra SAS Irland, CityJet, Flybe, Air Nostrum og Regional Jet/Nordica.

Ikke ansvarlige krav
Hos SAS møder piloternes krav ikke meget forståelse.

“Vi ønsker et stærkt, langsigtet og konkurrencedygtigt SAS. De krav som vores pilotforeninger kommer med bidrager ikke til ansvarlighed i et meget konkurrencepræget marked. Vi har dog stadig en klar forventning om, at vi når til enighed – ligesom vi har gjort med samtlige af vores andre medarbejdergrupper. Vi er klar til at forhandle og tror på, at vi finder en løsning til gavn for hele SAS og vores kunder,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Musketered skal stå sin prøve hos SAS-piloter

Pilotforhandlinger til foråret

Piloter: SAS kan ikke overleve med lavt engagement