- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS: Point-to-point trafik gør Boston interessant

Det er efterspørgslen på rejser til Boston og ikke så meget forbindelserne videre, der ifølge SAS gør den kommende Boston-rute interessant.

Det er Boston som by og oplandet i New England-regionen, der gør Boston interessant som langdistancedestination. Ikke så meget mulighederne for at flyve videre til andre destinationer på det nordamerikanske kontinent. Det er den klare udmelding fra SAS, der den 29. marts næste år åbner en daglig rute mellem København og Boston.

”Der er så meget point-to-point trafik til Boston. Det er det marked, der er interessant,” understreger SAS’ driftskoncerndirektør, Lars Sandahl Sørensen, overfor CHECK-IN.dk.

En partner i den anden ende
Da SAS i august annoncerede, at man vil åbne en rute fra Stockholm til Los Angeles i foråret 2016 samt ruter fra Oslo og København til Miami i efteråret 2016, så gjorde Lars Sandahl Sørensen omvendt meget ud af mulighederne for at flyve videre fra Los Angeles og Miami. En faktor, der var stærkt medvirkende til, at SAS valgte Los Angeles og Miami.

“Vi har kigget på hvor der er point-to-point trafik, men også på hvor kunderne nemt og smidigt kan flyve videre. Og her giver Los Angeles gode muligheder til blandt andet Hawaii, mens der fra Miami er gode forbindelser sydover til Syd- og Mellemamerika samt Caribien,“ pointerede Lars Sandahl Sørensen.

Ved annonceringen af ruterne til Los Angeles og Miami fortalte Lars Sandahl Sørensen også om hvorfor destinationer som Delhi, Seoul og Boston ikke var blevet valgt. Blandt andet fordi, der skulle være en partner i den anden ende, der kunne bringe passagererne videre.

“De destinationer er på vores ønskeliste. Men det er også vigtigt at sikre sig, at der er et robust kundegrundlag, så vi kan tiltrække både business- og leisurerejsende hele året, samt at der er en partner i den anden ende, som kan bringe passagererne videre ud,“ forklarede Lars Sandahl Sørensen.

Boston er ikke et stort trafikknudepunkt for nogle af SAS’ nordamerikanske samarbejdspartnere.

En tredjedel af normal
At destinationen så alligevel er blevet valgt, kan hænge sammen med den måde SAS kommer til at betjene ruten på. Der bliver daglig forbindelse, men det bliver ikke med SAS’ store 266 sæders Airbus A330 eller 245 sæders Airbus A340 fly. Det bliver i stedet med det lille Boeing 737-700 mellemdistancefly, som SAS får tilovers, når selskabet lukker sin rute mellem Stavanger og Houston til oktober.

Det fly har i dag plads til 44 business class-passagerer. Det ombygges til at have 20 business class-sæder og 66 SAS Go-sæder. Altså i alt 86 sæder.

Så i stedet for at udbyde mellem 3430 og 3724 sæder hver uge, så sætter SAS kun 1204 sæder til salg på ruten. Altså omkring en tredjedel af en normal SAS-langdistancerute med daglig betjening.

Uopsigelig kontrakt
Boeing 737-700 flyet er malet i SAS-farver, men opereres af schweiziske PrivatAir med schweizisk besætning. Når Houston-ruten lukker, skal flyet betjene aftenafgangen fra København til New York frem til 29. marts. Her vil den rute overgå til at blive befløjet med Airbus A330/A340 fly. PrivatAir-flyet vil så kaste sig over Boston-ruten.

Flyet blev indlejet i august sidste år ved åbningen af Houston-ruten på en uopsigelig treårig kontrakt. Derfor skal SAS finde beskæftigelse til flyet frem til sommeren 2017. At man på den måde hænger på et mellemdistancefly til langdistancebrug vender Lars Sandahl Sørensen til en fordel. For så kan man nemlig starte ud i det små.

”Jeg tror det er meget klogt at starte op med den størrelse fly på Boston,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Hvis Boston-ruten bliver en succes, så vil SAS indsætte større Airbus A330 og A340 fly. Og så kan PrivatAir-flyet bruges til at åbne en anden langdistancerute eller afleveres tilbage til Schweiz, hvis lejeaftalen er udløbet til den tid.